Eksperter: Daginstitutioner hæmmer børns udvikling
Foto: Mathias Christensen, Polfoto, arkivfoto
Mathias Christensen/POLFOTO
For få voksne til børn i daginstitutioner kan have alvorlige konsekvenser for børnene, vurderer flere forskere.
Kvaliteten i mange vuggestuer og børnehaver i Danmark har nået et punkt, hvor selv robuste børn taber ved at være der, og udsatte børn lider skade, siger flere af landets førende forskere ifølge Politiken.
Forskerne vurderer, at antallet af voksne per barn i daginstitutionerne generelt er for lavt.
Derudover viser en ny rapport om hverdagen i dagtilbuddene, at mange af de mindste børn - som i gennemsnit er 11,4 sammen på en vuggestuestue - tilbringer langt størstedelen af dagen med under tre voksne.
Det viser rapporten, der er lavet af analyseinstituttet Bureau 2000 for FOA, som organiserer pædagogmedhjælperne.
I mere end hver femte institution er der kun flere end to voksne til stede i højst 2,5 timer dagligt.
- Det her er et bredt problem, og det bliver jeg faktisk forskrækket over at høre. Så er normeringen så dårlig, at børnene vil få dårligere mulighed for at trives, udvikle sig og lære noget, siger Grethe Kragh-Müller, børnepsykolog, lektor og forsker i daginstitutioner ved Aarhus Universitet, til Politiken.
Hun peger på, at de voksne ikke kan være nok sammen med det enkelte barn, der derfor får dårligere betingelser for blandt andet at udvikle sociale færdigheder.
En undersøgelse fra Bupl, pædagogernes fagforening, viste i januar, at fire ud af fem pædagoger på en tilfældig dag har været alene med en børnegruppe på nul til fem år.
53 procent svarede, at de var alene med 10-19 børn, mens 20 procent var alene med 20 børn eller derover.
Mogens Nygaard Christoffersen, børne- og familieforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og Ditte Winther-Lindqvist, psykolog og lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet, mener også, at lav normering går ud over børns mulighed for at udvikle sig.
- Børn udvikler sig i samspil med voksne. Overlades de til sig selv, får nogle problemer med at komme ind i lege, og der bliver mindre mulighed for at udvikle sproget. Det er et problem, når man skal starte i skole, siger Ditte Winther-Lindqvist til Politiken.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde