Eksperter: Vi får valg inden en uge

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er nu højst en uge fra at trykke på valgknappen og udløse slutspurten om befolkningens stemmer.

Det siger de politiske kommentatorer Helle Ib og Rasmus Jønsson, efter den seneste meningsmåling fra Ritzau viser tæt løb mellem de to blokke.

- Løkke har kigget efter en oplagt valgdato i et halvt år, og som situationen udspiller sig, vil han ikke få en bedre mulighed for at udskrive valg, siger politisk kommentator Rasmus Jønsson og fortsætter:

- Rød blok ser ud til at blive splittet i 2020-forhandlingerne, mens blå blok får et samlet økonomisk grundlag at gå til valg på.

I målingen fra Voxmeter står den røde blok til 52,3 procent af stemmerne, mens Lars Løkke og kompagni står til 47,3 procent af stemmerne.

Dermed understreger målingen, at rød bloks komfortable forspring fra før 2020-forhandlingerne er skrumpet markant ind.

- Nu tegner der sig et billede af, at Lars Løkke har mulighed for at vinde valget. Der skal kun flyttes et par procenter, siger politisk kommentator for BT Helle Ib og fortsætter:

- Det bliver ikke en walkover for ham, men jeg tror ikke, at han får et bedre udgangspunkt. Især ikke hvis han får landet en aftale med Radikale og Dansk Folkeparti.

Med de seneste målinger mener Rasmus Jønsson, at der er en klar tendens for Løkke.

- Han står meget bedre i forhold til at vinde magten. Så de her målinger vil på ingen måde afskrække ham fra at udskrive valget, siger han.

Radikale spiller lige nu en stor rolle i 2020-forhandlingerne, som har skabt splid i oppositionen.

Begge eksperter venter nu, at der snart bliver indgået en aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti - og altså de Radikale.

Voxmeters politiske meningsmåling baserer sig på telefoninterview mellem d. 2. og 8. maj 2011 med 1000 repræsentativt udvalgte personer.

/ritzau/

De politiske kommentatorer Helle Ib og Rasmus Jønsson mener, at Lars Løkke udskriver valg inden en uge.

Offentliggjort Sidst opdateret