Eksport af dansk atomaffald spøger stadig
Der er fortsat ingen afklaring om, hvor op imod 10.000 kubikmeter lav- og mellemradioaktivt affald fra Risø skal placeres henne.
Men processen med at finde frem til det bedst egnede sted til affaldet fortsætter efter drøftelser i Sundhedsministeriet onsdag.
Her har alle Folketingets partier været til møde om det ømtålelige affald, som ingen af fem potentielle kommunale modtagere rundt i landet vil røre med en ildtang.
Et springende punkt er fortsat, om affaldet skal eksporteres.
En løsning, som især borgerlige partier hælder til, og som nu undersøges nærmere, selvom Folketinget tidligere har bakket op om placering af atomaffaldet under jorden i en af fem udpegede kommuner:
Bornholm, Kerteminde, Lolland, Struer eller Skive, hvor der i sidstnævnte er tale om to lokaliteter.
- Vi har haft en god drøftelse, og der synes at være bred politisk enighed om, at vi skal fortsætte processen, samtidig med at vi vil afsøge mulighederne for at få affaldet fra Risø til udlandet, siger sundhedsminister Astrid Krag (SF) i en skriftlig kommentar.
Som et resultat af onsdagens møde fortsætter arbejdet med de allerede igangsatte studier og prøveboringer, som skal filtrere de udpegede seks lokaliteter i de fem kommuner ned til et par stykker, som er bedst egnede som depot.
Men sideløbende undersøges det så, om den samlede mængde atomaffald kan deponeres i udlandet.
- Det er vigtigt, at enhver sten bliver vendt. Vi så helst affaldet eksporteret til lande med større erfaring på området, end vi har herhjemme. Så derfor ønsker vi den mulighed afsøgt, siger sundhedsordfører Benedikte Kiær (K).
Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, er også åben over at få mulighederne for eksport undersøgt yderligere.
- Jeg tror bare ikke meget på det. Ingen andre lande har kunnet eksportere lavradioaktivt affald. Vores holdning er, at Danmark skal løse det selv, og det tror jeg også, det ender med, siger Per Clausen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde