Avislæserne må onsdag se forgæves efter formiddagsavisen Ekstra Bladet i landets kiosker, bagerbutikker og supermarkeder.
Journalisterne på Ekstra Bladet foretog tirsdag en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse i protest mod en række fyringer, og papirudgaven af avisen udkommer derfor ikke i morgen, hvorimod ekstrabladet.dk fortsat udkommer.
Arbejdsnedlæggelsen kommer, efter at chefredaktør Poul Madsen har præsenteret journalisterne for den sidste del af en sparerunde på avisen. En sparerunde, som blandt andet betyder, at fire fastansatte redaktionelle medarbejdere får sparket.
- Vi er - ligesom alle andre danske aviser - ramt af oplagsfald, og derfor har vi været nødt til at spare på udgifterne, siger Poul Madsen.
Ifølge chefredaktøren skal der spares et tocifret millionbeløb, men fyringerne er blevet færre end først planlagt på grund af en række frivillige fratrædelsesordninger.
- Det er selvfølgelig beklageligt, men det er dog i et omfang, som er begrænset. Men situationen er den, at oplaget falder for papiravisen, og indtægten på internet følger ikke lige så hurtigt efter, siger Poul Madsen.
Der er ansat godt 130 journalistiske medarbejdere på avisen. Deres tillidsrepræsentanter har de seneste uger deltaget i forhandlinger om de bebudede besparelser, men medarbejderne føler ikke, at ledelsen har ønsket at lytte til deres holdninger.
Journalisterne genoptager ifølge chefredaktøren arbejdet onsdag klokken 06:00
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub