Ekstra lærere skal indhente Koldings elever forsømte timer
Når Kolding Kommunes 9400 folkeskoleelever torsdag begynder skoleåret, får de selskab af 40 nye lærere.
Under forårets lockout mistede kommunens elever nemlig klassetimer i størrelsesordnen 40.000 såkaldte klokketimer.
- For at kompensere skolerne for de manglende timer, som de mistede under lockouten, har vi ansat 40 ekstra lærere i det kommende skoleår, siger Ib Hansen, der er Børne- og Uddannelsesdirektør i Kolding Kommune, til Ritzau.
Under lockouten sparede kommunen 22 millioner kroner ved ikke at udbetalte løn til de lockout-ramte lærere.
Penge der nu direkte øremærkes til de 40 nye lærerstillinger i Kolding.
Ib Hansen forklarer, at kommunen ikke kun har forpligtet sig til at leve op til Undervisningsministeriets minimumtimetal.
- Lokalpolitikerne har også forpligtet sig til at give det lovede antal timer, som sidste års skoleskema viste. Og her mistede vi altså i alt 40.000 timer, som 40 nye lærere nu skal hjælpe os med, siger Ib Hansen.
Som eksempel forklarer han, at kommunens 2. klasser mistede 40 dansktimer under lockouten.
Rent konkret kommer de mistede timer til at betyde, at 3. klasserne i det nye skoleår skal have én ekstra time i dansk hver uge, forklarer Ib Hansen.
- Og selvfølgelig kommer eleverne til at gå længere tid i skole - ellers går det jo ikke op, siger Børne- og Uddannelsesdirektøren.
Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet kostede den fire uger lange konflikt mellem lærerne og kommunerne i alt godt to millioner tabte undervisningstimer landet over.
Lockouten sluttede ved, at regeringen, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti vedtog et lovindgreb, der fastsætter arbejdsvilkårene for lærerne i kommunerne og staten under Lærernes Centralorganisation.
I Kolding er man ikke nervøs for, at de mistede timer vil gå ud over kvaliteten.
- Det er lykkes os at ansætte flere nyuddannede lærere, som ellers risikerede at stå i stampe.
- Det giver os en unik mulighed for en ny sammensætning af lærere, hvor nye idéer og indspark bliver mikset med god, gammel erfaring, siger Ib Hansen.
Langt de fleste folkeskoleelever har årets første skoledag mandag 12. august.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned