Prisen for at bygge en bro over Femern Bælt stiger voldsomt. Samme vej går udgifterne til forprojektet, som er vokset med næsten 50 procent, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Siden Danmark og Tyskland for to år siden aftalte at etablere en fast forbindelse mellem de to lande, er prisen for en bro steget med omkring 7,5 milliarder kroner - godt 22 procent - inden man har taget det første spadestik.
Det oplyser flere kilder tæt på projektet til Jyllands-Posten.
Da politikerne aftalte danmarkshistoriens største byggeprojekt, var prisen for den bro, der foretrækkes, 33 milliarder kroner, mens en tunnel blev sat til 41 milliarder kroner.
Nu kommer der nye oplysninger fra Femern Bælt-forbindelsen:
- Indtil videre står de to forslag næsten lige, hvad angår teknik, sikkerhed og økonomi, lyder det.
På den baggrund vurderer en række eksperter, at Femern-forbindelsen kan ende med at blive en tunnel.
- Jeg har forstået, at broen er blevet cirka 7,5 milliarder kroner dyrere end beregnet, siger trafikforsker Per Homann Jespersen fra Roskilde Universitet og fortsætter:
- Nogen har sagt, at hvis man skulle bygge broen til den oprindelige pris, havde det været nødvendigt at få kinesere til at bygge den.
Allerede i slutningen af maj så det sort ud med økonomien til forprojektsfasen, og derfor blev Folketinget inddraget. Bønnen fra Femern Bælt A/S lød på 671 ekstra millioner kroner, hvoraf 64 millioner går til administration og information.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde