EL kræver forsvarsminister ind i sag om kompagnilukning
Enhedslisten kalder det "dybt problematisk", at Hærens Operative Kommando (HOK) har givet ordre til at nedlægge det såkaldte kamppausekompagni i Slagelse, der tager sig af krigsveteraner. Det skriver Avisen.dk
- Det er det forkerte sted at spare, hvis det er det, der er tilfældet her. Det bør være helt grundlæggende, at der bliver taget godt hånd om de sårede soldater, der har risikeret liv og lemmer for Danmark, siger Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen.
Lukningen kan i værste fald koste liv, mener kompagniets egne soldater. Derfor går Enhedslisten nu ud og kræver, at forsvarsminister Nick Hækkerup (S) griber ind.
- Jeg vil spørge ministeren, om han på baggrund af soldaternes bekymring vil genoverveje at lade hæren nedlægge kamppausekompagniet.
- Forsvarsministeren må tage kritikken seriøst og genoverveje, om det her nu også er det rigtige at gøre, siger Villumsen til Avisen.dk.
Den socialdemokratiske forsvarsordfører Bjarne Laustsen fastslår, at det er en militær beslutning at nedlægge kompagniet:
- Det er ikke noget, som vi politikere har besluttet. Jeg tror og håber på, at der ikke er tale om en nedprioritering af veteranerne. Nu har hæren besluttet at lukke kompagniet 1. marts, og så må vi tage det i den rækkefølge.
Formanden for Folketingets forsvarsudvalg, Karsten Nonbo (V), kalder det "et kærligt skub i retningen af at komme videre".
- Men vi skal have antennerne ude og være meget opmærksomme på, om der er nogen, der vælter af det skub, understreger han over for Avisen.dk.
Kamppause-kompagniet består af krigsveteraner i alderen 22 til 52, der typisk har været på missioner i Irak og Afghanistan.
Kompagniet har indtil nu været et sted, hvor de fysisk og psykisk syge soldater har fået tid og ro til at lære at gå igen, inden det blev besluttet, om de skulle blive i hæren eller ej.
Ritzau har lørdag forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra forsvarsministeren om sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned