El Niño aftager men temperaturer kan fortsætte med at stige
I Bolivia har El Niño øget mængden af nedbør og har oversvømmet byer. El Niño udløser normalt kraftig nedbør i de sydamerikanske kystområder. (Arkivfoto). Foto: Str/Ritzau Scanpix
En forsinket effekt fra El Niño kan gøre, at 2024 bliver det varmeste år nogensinde, vurderer ekspert.
Selv om vejrfænomenet El Niño er begyndt at aftage, så kan temperaturerne være højere end normalt i de kommende måneder.
Det skriver Verdens Metrologiske Organisation (WMO) i en pressemeddelelse.
Der er ifølge WMO 60 procent sandsynlighed for, at effekterne fra El Niño kommer til at fortsætte indtil maj.
Det betyder, at temperaturerne vil være højere end normalt i hele verden.
Og det er professor Eigil Kaas, der er vejr- og klimaforsker på Niels Bohr Instituttet, enig i.
- Der kommer en forsinket opvarmende effekt, som varer mindst et halvt år, efter at El Niño har toppet, siger han.
Han vurderer, at der er en mulighed for, at 2024 kommer til at blive det varmeste år nogensinde.
Hver måned siden juni sidste år, er der ifølge generalsekretær i WMO Celeste Saulo blevet sat temperaturrekorder.
- 2023 var med længder det varmeste år, der nogensinde er blevet målt, siger hun i pressemeddelelsen.
- El Niño har også bidraget til rekorderne, men menneskeskabte drivhusgasser er uden tvivl hovedsynderen.
Vejrfænomenet udviklede sig i juni og nåede sin top mellem november og januar.
Her lå gennemsnitstemperaturen to grader højere end normalt.
El Niño er et vejrfænomen, der opstår af naturlige årsager med to til syv års mellemrum, når overfladevand i dele af det tropiske Stillehav bliver unormalt varmt.
Det kan give en række vejr- og klimamæssige forandringer i flere dele af verden, men på globalt plan kan El Niño mærkes som en forhøjet global gennemsnitstemperatur.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde