Elever dumper idé om større klasser

Faste klasser skal erstattes af skiftende niveaudelte hold, og klassekvotienten skal fjernes, så lærerne kan komme til at undervise over 28 elever ad gangen.

Sådan lyder det seneste, kontroversielle forslag fra forældreorganisationen Skole og Forældre, men det får hug af eleverne.

I en pressemeddelelse skriver eleverne, at forældrene må have fået solstik.

- Forslaget er fuldstændigt ulogisk. Vi har lige fået en ny forskningsrapport, der dokumenterer, at mindre klasser giver bedre karakterer - især for de svageste elever, siger formanden for Danske Skoleelever, Troels Boldt Rømer.

Elev-organisationen frygter især, at kommunernes behov for at spare kombineret med en afskaffelse af loftet over klassekvotienten vil betyde, at man vil se større og større klasser. Men store klasser er ikke noget formanden for Skole og Forældre, Benedikte Ask Skotte, frygter.

- Man kan forestille sig en situation, hvor 70 elever undervises samlet, mens de 10 elever, der har brug for tæt kontakt, undervises i en mindre gruppe for sig, siger hun til Berlingske Tidende.

Hvor Skole og Forældre vil lade de enkelte skoler sammensætte holdene, vil Danske Skoleelever gå den diametralt modsatte vej.

- Hvis vi når op på klasser med 70-80 elever, så vil der i gennemsnit være omkring et halvt minut til hver elev på en lektion. Vi skal i stedet have klasser, hvor der er tid til eleverne, siger formand Troels Boldt Rømer.

I stedet for at fjerne loftet over antallet af elever, kunne man kigge på muligheden for valgfag og holddeling, mener Troels Boldt Rømer.

- Hvis skolerne begyndte at tilbyde flere valgfag og at bruge mulighederne for holddeling meget bedre, så kunne vi få en langt bedre undervisning - uden at klasserne skulle blive større, siger formanden for Danske Skoleelever

/ritzau/

Danske Skoleelever mener, det er ulogisk, når forældreorganisationen Skole og Forældre vil fjerne klassekvotienten. Forskningen siger det modsatte, lyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret