Elever er bedre til dansk - ikke i regning

Men da de laveste karakterer ligger på dansk læsning og matematisk problemløsning får det børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) til at fastholde fokus på dansk og matematik. De højeste karakterer findes inden for mundtlig dansk og engelsk.

- Dansk og matematik er kernefag. De nye grundskolekarakterer giver yderligere god grund til at fokusere særligt på de to fag, som vi lægger op til med folkeskolereformen, siger Christine Antorini i en pressemeddelelse.

I mundtlig og skriftlig dansk samt dansk orden er karaktererne steget en smule. Karakteren er uændret i retskrivning, mens den er faldet lidt i læsning. Set over en bred kam er eleverne dog blevet bedre til dansk, og over to år er stigningen markant.

Også i mundtlig engelsk og fysik/kemi er karakteren steget.

Trods de gode tendenser, er det samlede gennemsnit for bundne prøvefag - minus dansk orden - faldet fra 6,6 til 6,4 i folkeskolen.

Det skyldes, at karaktererne i matematik er faldet markant i både problemløsning og færdigheder. Her er karakteren faldet fra henholdsvis 6,7 til 5,9 og 7,5 til 6,6.

Som tidligere år viser tallene, at karaktererne på de frie grundskoler er højere end på folkeskolerne. Også elevernes køn, forældrenes uddannelse og etniske herkomst påvirker karaktererne.

- At elevernes køn og baggrund har en betydning for prøvekaraktererne er desværre en gammel kendsgerning. Det er et problem, vi er opmærksomme på i forbindelse med den reform af folkeskolen, som vi har taget fat på.

- Der vil vi blandt andet se på, hvordan man kan undervise på måder, der fanger de grupper, som vi alt for ofte taber, ligesom der bliver iværksat forsøg, der skal sikre, at alle kommer med, siger Christine Antorini.

/ritzau/

Mens de danske folkeskoleelever er blevet dårligere til matematik, er de set over en bred kam blevet bedre til både dansk, engelsk samt fysik og kemi, viser de karakterer, som 9. klasseeleverne forlod skolen med i sommeren 2011.

Offentliggjort Sidst opdateret