Elever i 10. klasse er vidt forskellige

De elever, der vælger at gå i 10. klasse i folkeskolen, adskiller sig væsentligt fra de elever, der vælger at gå i 10. klasse på en efterskole.

Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), og som er bestilt af formandskabet for Skolerådet.

Den har til formål at undersøge, hvad der karakteriserer elever, der vælger 10. klasse, hvilke begrundelser eleverne giver for at vælge 10. klasse, samt hvilke faktorer der har betydning for, hvad eleverne vælger.

Undersøgelsen konkluderer blandt andet, at elever, der vælger 10. klasse på en efterskole, typisk har højere karakterer og vurderer deres egne faglige kompetencer højere end de elever, der vælger 10. klasse i folkeskolen.

- Vi har fået bekræftet, at det er vidt forskellige elevgrupper, der vælger 10. klasse på henholdsvis en folkeskole og en efterskole, siger formanden for Skolerådet, Jørgen Søndergaard.

- Elever, der vælger 10. klasse i folkeskolen, gør det primært for at blive fagligt stærkere og mere klar til en ungdomsuddannelse. Efterskoleeleverne vælger i højere 10. klasse for at komme et nyt sted hen og for at få mulighed for at få idræt og kreative fag, siger han.

Den melding får formanden for Efterskoleforeningen, Troels Borring, til at ryste på hovedet og kalde udlægningen for "ualmindelig meget forenklet".

- Der er mange grunde til, at de unge vælger 10. klasse. Selvfølgelig spiller efterskolernes kombination af praktiske om musiske fag en rolle, men man kan ikke påstå, at der er tale om to forskellige slags elever, siger han til Ritzau.

- Vores egen undersøgelse, som Capacent lavede for os for nogle år siden, viser meget tydeligt, at de unge, der har taget 10. klasse på en efteruddannelse langt hurtige kommer igennem en ungdomsuddannelse, siger Troels Borring, og tilføjer:

- Det lugter lidt af, at de igen er ude med riven efter efterskolerne.

/ritzau/

10. klasse på folkeskoler og efterskoler tiltrækker forskellige elevgrupper. Nej, siger Efterskoleforeningen.

Offentliggjort Sidst opdateret