Elever i yderområder må undvære lærere i klassen
Regeringen vil lave forsøg med fjernundervisning på skoler, der har vanskeligt ved at tiltrække lærere.
Fysiklæreren kan i fremtiden tone frem på en tv-skærm på folkeskoler i udkanten af Danmark frem for at være fysisk til stede i klassen.
Regeringen vil lave forsøg med fjernundervisning på folkeskoler i de dele af landet, hvor det ikke kan lade sig gøre at tiltrække uddannede lærere, skriver Jyllands-Posten.
Der er udsigt til mangel på lærere til en række fag flere steder i landet. I dag er ledigheden blandt lærere helt nede på 1,3 procent. Dertil kommer, at optaget på læreruddannelsen har været faldende.
Børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) forklarer, at det første skridt er at undersøge erfaringer med fjernundervisning, hvorefter flere forsøg sættes i gang.
- Fjernundervisning kan være med til at styrke kvaliteten på skoler i yderområder, hvor det ikke kan lade sig gøre at rekruttere uddannede lærere i alle fag, og hvor der er et lavt børnetal, siger hun til Jyllands-Posten.
Ude hos skolerne får forslaget en blandet modtagelse.
- En lærer på en skærm kan ikke erstatte den relation mellem lærer og elev, som er så afgørende for, at undervisning kan lykkes.
- Jeg har svært ved at se, at det kan fungere især for små elever, lyder det fra blandt andre Torben Voss, der er formand for Vestjyllands Lærerkreds.
Formanden for skolelederne, Claus Hjortdal, siger, at han ikke vil afvise tanken på forhånd.
- Det vil være en løsning, men dog en nødløsning. Vi må se på det med et åbent sind, for der kommer inden for kort tid til at mangle lærere i blandt andet fysik og tysk, siger han til Jyllands-Posten.
Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef på professionshøjskolen VIA, siger, at fjernundervisning fungerer på grundskoler andre steder i verden.
- Tendensen i resten af verden er, at fjernundervisning bliver mere udbredt i takt med den digitale udvikling. Udfordringen herhjemme bliver, at lærerne i folkeskolen i dag ikke er godt nok uddannede i at bruge de digitale muligheder, der er.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned