Det var miljøminister Karen Ellemanns (V) agt, at Danmarks fjerde nationalpark, Skjern Å, skulle indvies officielt den 25. juni. Ifølge Ritzaus oplysninger med deltagelse af dronning Margrethe. Den plan må nu skrottes, så åbningen bliver udskudt.
Årsagen er blandt andet, at Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann, ikke har villet deltage i to møder i denne uge i forligskredsen. Her skulle partierne hamre de sidste søm i planen om Skjern Å-parken.
Hverken onsdag eller torsdag mødte Dohrmann imidlertid op, da ordførerne fra de øvrige partier minus Enhedslisten samledes til drøftelser med Karen Ellemann.
Derfor kunne man ikke træffe de længe ventede beslutninger om Skjern Å og planen om Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Dohrmann sagde tirsdag til Ritzau, at han var utilfreds med, at mødeindkaldelsen blev udsendt med få dages varsel, og at han derfor ikke ville komme.
Han er i øvrigt utilfreds med Karen Ellemanns håndtering af processen med at godkende nye nationalparker, siger han.
Fra Miljøministeriet lyder det kortfattet torsdag eftermiddag: "Åbningen af Skjern Å bliver skubbet. Kongernes Nordsjælland er stadig i proces".
Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov, kalder Dohrmanns fravær meget kritisabelt, fordi det forhindrer beslutninger.
- Det er da utroligt, at så stort et parti som Dansk Folkeparti ikke kan sende en anden med et mandat. Vi skal have de ting på plads, for der går rigtig mange mennesker derude og venter på en afgørelse, siger hun.
- Problemet er også, at Jørn Dohrmann har meldt så forskelligt ud. Han er jo et løsgående missil. Man kan simpelt hen ikke vide, hvor Dansk Folkeparti lander i de her ting, siger Mette Gjerskov.
Socialdemokraterne ønsker at få truffet en hurtig beslutning om Kongernes Nordsjælland, det vil sige inden sommerferien.
- Vi har bedt om et nyt møde hurtigst muligt. Men alt afhænger af Dohrmann, siger Mette Gjerskov.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub