Papirerne er ikke skrevet under endnu, men for DR-producent Sven Clausen er sagen klar: Tre gange Emmy-succes med forfatterparret Mai Brostrøm og Peter Thorsboe er vejen til et internationalt tv-eventyr.
Tidligt tirsdag (dansk tid) indkasserede Brostrøm, Thorsboe og Clausen i New York for tredje gang en Emmy - den amerikanske pris, der ofte kaldes tv-verdenens Oscar - for et vellykket stykke dansk tv-drama. I år var det serien Livvagterne, der indbragte succestrioen en Emmy, og med den i hånden er vejen nu banet for at prøve evnerne af ude i verden.
- Der har været bud efter os internationalt i nogen tid, og nu ser det ud til, at vi i løbet af de sidste par døgn har lavet en aftale, så Peter, Mai og jeg for Danmarks Radio skal udvikle en europæisk politiserie, som skal produceres internationalt på engelsk, fortæller Sven Clausen fra New York, hvor folkene bag serien fejrer Emmy-sejren.
Hvis alt falder på plads, håber Sven Clausen, at optagelserne kan begynde i januar 2011.
- Det er en fantastisk anerkendelse af, hvor vi står nu, og det er et produkt af de tre Emmyer. At udlandet ser på os og spørger, hvad er det, I kan - og vil I lave det for os, siger Sven Clausen.
Ved den internationale Emmy-uddeling er det udelukkende tv-produktioner fra andre lande end USA, der medvirker.
Flere hundrede programmer har i år deltaget i konkurrencen i de to dramakategorier, inden de blev reduceret til 48 - 12 fra hver af fire verdensdele.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde