En blæsende og omskiftelig efterårsweekend er i vente
Er man en af dem, der nyder at bruge sin weekend på at windsurfe, så er denne weekend nok en af dem, hvor det kan betale sig at tage til havet. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Temperaturen kommer højst sandsynligt ikke over 17 grader i en weekend, hvor det kommer til at blæse en del.
Skal man beskrive weekendens vejr med et ord, så må det være blæsende.
Det fortæller Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Og allerede fredag morgen på vej på arbejde kan man få blæsten at føle.
- Dagen starter med mest skyet vejr, en hel del byger og temmelig meget vind, siger Klaus Larsen.
Vinden kommer til at være jævn til hård, og den kommer fra nord og nordvest.
I takt med, at dagen skrider frem, bliver vejret dog mere tilforladeligt.
- I løbet af dagen begynder det at klare op fra nord med nogen eller en del sol og kun enkelte byger. Vinden aftager og bliver let til frisk, siger meteorologen.
Temperaturen kommer ikke over 17 grader i løbet af fredag.
I store træk kommer lørdagens vejr til at være det samme som fredagens, omend det kommer i den omvendte rækkefølge.
- Lørdag starter med nogen sol og kun enkelte byger, men i løbet af dagen bliver det mere skyet, og især i de vestlige og sydlige egne kan der komme en hel del byger, siger Klaus Larsen.
Især Nordjylland kan få godt med sol lørdag, men temperaturen kommer dog ikke over 16-17 grader nogen steder i landet.
Søndag bliver der endnu en gang vendt om på rækkefølgen.
- Dagen starter igen med en hel del byger og kun lidt sol. I løbet af eftermiddagen begynder det at klare op fra nordvest med mere tørt vejr og også en del sol, siger Klaus Larsen.
Søndag er temperaturen dog en tand lavere, og det bliver ikke mere end 15-16 grader, og blæsevejret holder ved.
- Det er fortsat blæsende med op til en frisk vind fra nord og nordvest, siger Klaus Larsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned