En del evakuerede beboere i Snekkersten genhuses i ferieby fredag
65 boliger i kvarteret omkring Stævnen i Snekkersten blev evakueret i sidste uge. Nu genhuses nogle af borgerne i Helsingør Ferieby. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Boliggården har præsenteret genhusningsplan for nogle evakuerede i Snekkersten. Der er krisemøde fredag.
Nogle af de 122 beboere, som blev evakueret fra 65 boliger administreret af Boliggården i Snekkersten i sidste uge, bliver genhuset fredag.
Boliggården har booket 32 ledige boliger i Helsingør Ferieby. De berørte beboere kan få adgang til boligerne fra fredag formiddag klokken 10.00.
Det fremgår af en orientering, som TV 2 Kosmopol har set. Den er sendt til nogle af beboerne torsdag aften.
Genhusningen vil ifølge Boliggården vare noget tid endnu.
- Husene er desværre kun tilgængelige til slutningen af februar, så vi arbejder naturligvis stadig med at skabe andre løsninger, skriver Boliggården ifølge mediet.
Beboerne blev evakueret på grund af nedstyrtningsfare. Det var under en skimmelrenovering, at faren for nedstyrtning blev opdaget.
Problemer med konstruktionerne i de 65 boliger gjorde, at beboerne blev hasteevakueret fredag aften i sidste uge.
Tirsdag eftermiddag i denne uge var Boliggården ude ved toplanshusene, fordi nogle af beboerne havde valgt at forblive i deres hjem på trods af evakueringen.
Nordsjællands Politi var til stede for at hjælpe med evakueringen af beboerne i de 15 ud af 65 boliger, hvor der stadig var nogen hjemme.
Alle berørte beboere er inviteret til et fælles krisemøde fredag. Det skrev Sjællandske Nyheder torsdag aften.
Her lød det også, at de evakuerede beboere er blevet tilbudt krisehjælp fra eksperter under det lokale beredskab.
- Vi skal ikke underkende, at det er grimt, at beboerne har måtte flytte væk på den måde, sagde Helsingør Kommunes beredskabschef, Jesper Ingemann-Petersen, til mediet torsdag.
LLO Nordsjælland, som er en lokalafdeling af den danske forening for bolig- og erhvervslejere, rettede onsdag i denne uge skarp kritik mod Boliggården. Det skriver Helsingør Dagblad.
LLO mener, der burde have været krisehjælp til beboerne allerede fredag aften – den dag, de blev evakueret.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker