En halv mia. puljekroner til kronisk syge

590 millioner kroner er på vej til en øget og bedre indsats for de mange danske patienter med kroniske sygdomme. Kommuner og regioner har netop fået tilsagn på deres ansøgninger til de såkaldte kronikerpuljer.

Omkring en tredjedel af befolkningen lever med en eller flere kroniske sygdomme. Typisk sygdomme som åreforkalkning, sukkersyge, lungesygdomme, kræft, gigtsygdomme og psykiske sygdomme.

Omkring 80 procent af de samlede sundhedsudgifter går af samme grund til behandling af kroniske sygdomme.

De nye bevillinger til kommuner og regioner går til f.eks. såkaldte forløbsprogrammer i forhold til patientuddannelse, ansvarsfordeling mellem sektorerne, behandlingsplaner, kontrol, håndtering af akut forværring og meget mere. Andre støtteområder er patientundervisning og egenbehandling af kronisk syge.

- Med godt en halv milliard kroner giver vi indsatsen for de kroniske patienter et mærkbart løft. I kommuner og regioner over hele landet er der masser på tegnebrættet, der nu for alvor kan skydes i gang. Vi skal have bedre sammenhæng i behandlingen og hjælp til egenbehandling. Vi skal kort og godt gøre tilværelsen lidt nemmere for patienter med kronisk sygdom, siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) i en kommentar.

Kronikerpuljerne er led i regeringens kvalitetsreform, finanslovaftalen for 2009 med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance og økonomiaftaler for 2009 og 2010.

Puljerne har været kritiseret af både regionerne og Kommunernes Landsforening, som mener, at puljetankegangen ødelægger den langsigtede planlægning, der netop er brug for på vigtige og dyre kronikerområdet.

/ritzau/

Sundhedsministeriet udmønter nu 590 mio. kr. fra de såkaldte kronikerpuljer. Pengene skal gå til en forstærket indsats for patienter med kroniske sygdomme.

Offentliggjort Sidst opdateret