En konge og dronning kom forbi

En nyslået konge og hans dronning var tirsdag på lynbesøg i København.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kong Willem-Alexander og dronning Máxima fik godt seks timer i selskab med først dronning Margrethe og prins Henrik, og siden statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), inden de igen satte kurs mod Holland.

Det korte besøg var et ud af en række introduktionsbesøg, som kongeparret foretager til europæiske kongehuse hen over sommeren og efteråret for at præsentere sig selv og hilse på kolleger.

I Københavns Lufthavn stod livgarden klar sammen med dronning Margrethe og prins Henrik, inden turen fortsatte til regentparrets sommerresidens på Fredensborg Slot.

Her stillede gæster og værter traditionen tro op til fotografering. Willem-Alexander ved siden af dronning Margrethe, som i øvrigt er hans fadder.

Kort efter kunne billederne ses på det hollandske kongepars hjemmeside, som også viser billeder fra de mange besøg, som de siden deres tiltrædelse 30. april har aflagt i Hollands store byer og provinser.

På Fredensborg var der dækket op til frokost. Med til bords sad også prins Joachim og prinsesse Marie, mens kronprinsparret, som ellers hører til det hollandske kongepars nære omgangskreds, er bortrejst.

Efter frokosten fortsatte de hollandske gæster til Christiansborg, hvor det var statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Folketingets formand, Mogens Lykketofts (S), tur til at være værter.

Willem-Alexander overtog tronen efter sin mor, dronning Beatrix, der ønskede at abdicere. Med sine kun 46 år er han den yngste monark i Europa. Han blev i 2002 gift med Máxima. Parret er forældre til tre døtre.

/ritzau/