En lang karriere med miljø i centrum
Lars Hindkjær begyndte i Miljøministeriet i 1989. I dag er han direktør i Miljøstyrelsen. Den 19. juli fylder han 70 år. (Arkivfoto). Foto: Miljøministeriet/Free
Så godt som hele karrieren har ordet "miljø" hængt sammen med Lars Hindkjær. I dag er han direktør i Miljøstyrelsen. Den 19. juli fylder han 70 år.
Det er mere end 40 år siden, at Lars Hindkjær som nyuddannet jurist trådte ind ad døren til Miljøministeriet, hvor han havde fået arbejde.
Siden har miljøområdet været omdrejningspunktet i hans karriere, og i dag er han direktør i Miljøstyrelsen, der hører under ministeriet.
Den 19. juli fylder han 70 år.
Lars Hindkjær er født i Aalborg og blev i 1979 uddannet jurist fra Københavns Universitet, hvorefter han indledte en karriere som embedsmand.
Arbejdslivet har han stort set kun brugt i regi af Miljøministeriet, der i en periode også inkluderede energiområdet og hed Miljø- og Energiministeriet.
Ministeriet blev etableret i 1971 som Ministeriet for Forureningsbekæmpelse, og han har derfor været med i en stor del af ministeriets levetid.
Her har han haft forskellige stillinger fra fuldmægtig og kontorchef til afdelings- og senere departementschef, og han var også i en årrække ministersekretær.
Her var han assistent for blandt andre Per Stig Møller fra De Konservative og socialdemokraten Svend Auken i deres tid som miljøministre.
I midten af 00'erne repræsenterede han staten i forhandlingerne om natur- og miljødelen af kommunalreformen, hvor 271 kommuner blev til 98.
Det banede vej for, at han i 2006 blev direktør for Miljøcenter Roskilde, hvor det skulle implementeres, mens han byggede organisationen op.
Tre år senere blev han direktør i Miljøstyrelsen, der blandt andet har fokus på Danmarks natur og drikkevand, hvor han har været siden.
Her har han blandt andet fokus på at italesætte de såkaldt "vilde problemer" og komme med bud på, hvordan de skal håndteres.
- En række af udfordringerne er i dag så komplekse, at det ikke er noget, som Miljøstyrelsen kan håndtere alene.
- I hvert fald ikke hvis vi skal finde balancen og holdbare løsninger for fremtiden, sagde Hindkjær ved lanceringen af Miljøstyrelsens nye strategi, Fokus på omverdenen, der rækker fra 2024 til 2027.
Miljøstyrelsen er en af to styrelser i Miljøministeriet. Den anden er Naturstyrelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned