En succesrig Laban har aldrig lagt sig ned

Musiker og sanger Ivan Pedersen fik et uventet langvarigt internationalt gennembrud med Laban i 1980'erne. Men selv om han nu fylder 75 år, så er karrieren slet ikke stillet i bero. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Sanger og sangskriver Ivan Pedersen fik uventet jordskredssucces som ung musiker med popbandet Laban. Den 22. april fylder han 75 i en anden musikalsk boldgade.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sanger, musiker, komponist og producer Ivan Pedersen ramte i sine yngre dage en af de sjældne guldårer, som han selv stadig kan undres lidt over, blev så stor.

Han storhittede herhjemme i starten af 80'erne som den mandlige del af popduoen Laban sammen med Lecia Jönsson.

De nåede hitlisterne rundt omkring i verden og blev udgivet i 41 lande. Med singlen "Love in Siberia" nåede de sågar den amerikanske Billboard-liste.

- Vi troede, at Laban ville vare et par år. Men det blev en livsforandrende jordskredsting for nogle dengang ludfattige typer som os og varede syv år, siger han.

Efter gruppens opløsning tog det ham til gengæld ti år at slippe af med mellemnavnet "Laban" og blive en kunstner i egen ret i en helt anden stil.

Også selv om han havde spillet livemusik i 14 år inden Laban siden debuten i 1966 med bandet McKinleys.

Den 22. april fylder han 75 år og er fortsat aktiv musiker og sangmager.

Hittet "Hvor skal vi sove i nat", solgt i over en million eksemplarer i Norden, vil for evigt klæbe til ham. Men i dag er han også anerkendt for sin efterfølgende karriere i spidsen for Backseat. Den indsats indbragte ham i 1995 en Grammy som årets sanger.

Men i disse år træder han op sammen med en herretrio med gamle drenge fra Aalborg, som de kalder "Danmarks næstbedste trio", samt i et samarbejde med sanger og sangskriver Nanna Larsen.

Sidste år spillede han 100 job. I år bliver det kun til 40 - af hensyn til familien.

- Det er jo ikke længere for pengenes skyld. Men jeg er jo fra Aalborg og fra en tid, hvor man er det, man gør. Og hvis du ikke gør noget, er du ingenting, siger han.

Musikken har været hele hans liv, siden han var 15 år. Når han i modsætning til mange jævnaldrende stadig er her endnu, er der måske en god forklaring.

- Jeg røg ikke, og i min snart 60 år lange karriere har jeg kun to gange været fuld på scenen, og det lød ikke så godt, siger han.

Undervejs har han vundet adskillige priser samt været engageret i det musikpolitiske som formand for blandt andet Koda. I 2017 udgav han selvbiografien "Med hjertet udenpå".

En hjerteoperation er medvirkende til, at han næste år kan se frem til sit 60-års kunstnerjubilæum.

Da han blev 70 år, fejrede han det med en længere koncertturné rundt i landet med titlen "Ligger ikke ned endnu".

Uanset hvad bliver han ved med at skrive sange og har allerede skrevet langt over 700. Også til mange andre end sig selv.

Han laver sangskriverworkshops hvert år, sammen med en række andre sangskrivere, fra sin hjembase i byen Besser på Samsø.

- At skrive sange er det bedste, der findes. På det blanke papir at bringe noget helt nyt til verden sammen med andre rigtige og levende mennesker i løbet af en dag, det øger din livslængde, siger han.

Ivan Pedersen mistede for ganske kort tid siden sit livs Jytte, som han mødte i København i slutningen af 1970'erne. De har sammen et barn og to børnebørn.

/ritzau/