En uge med vinterligt vejr rundes søndag af med varme og regn
Et omfattende lavtryk betyder, at det søndag er slut med sne og slud i det meste af Danmark. Foto: Kurt Lønstrup/Ritzau Scanpix
Fredag kan byde op på 15 centimeter sne mod syd, inden et omfattende regnvejr søndag skyller ind over landet.
Weekenden byder på et markant skifte i vejret.
For mens fredag i det meste af landet begynder med slud og sne, stiger temperaturerne søndag, så de i hele landet efterhånden kommer over ti grader.
Det fortæller Martin Lindberg som fredag morgen er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Særligt i de sydlige egne af landet vil man fredag opleve en del vinterligt nedbør, der kan falde i form af enten slud eller sne.
- Det meste af landet får fredag vinterlige byger, og bygerne vil især i Sønderjylland være kraftige, siger Martin Lindberg.
Han anslår, at der i løbet af dagen vil falde en del nedbør.
- Det kan give op til 15 centimeter sne, men noget af nedbøren vil formentligt gå over i regn, siger meteorologen.
I løbet af fredag eftermiddag tager vinden til i det meste af landet, så den bliver frisk til hård. Temperaturerne ligger mellem minus en grad til fire graders varme.
Lørdag begynder med enkelte byger med sne eller slud. I løbet af dagen klarer det op med sol, og det holder tørt i det meste af landet, mens vinden aftager.
- Der vil dog komme flere skyer ud på eftermiddagen. Det skyldes et nyt frontsystem, der nærmer sig fra nordvest, forklarer Martin Lindberg.
Temperaturerne vil lørdag ligge over frysepunktet, og det bliver mellem en til seks grades varme.
Natten til søndag og søndag ser størstedelen af landet ud til at blive ramt af omfattende regnbyger.
- Nedbøren kan stedvis falde som slud, men vil hurtigt gå over i regn, siger meteorologen.
Temperaturerne kommer den første del af dagen til at ligge mellem en til syv grader, men de i løbet af dagen stiger til mellem 10 til 14 grader.
- Det skyldes et meget omfattende lavtryk ude fra Atlanten, der bevæger sig frem mod Skotland. Det kommer med meget varm luft fra syd- og sydvest.
- Så søndag er det for denne omgang slut med den kolde nordlige luftstrømning, siger Martin Lindberg.
Efter en uge med glatte veje og mulighed for kælketure i flere dele af landet, vurderer meteorologen, at der vil gå noget tid, før vejret igen bliver vinterligt.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker