Enarmede tyveknægte skaber flest ludomaner

Det er mange år siden, den enarmede tyveknægt mistede sin højre arm. Men det er den ikke blevet mindre tyvagtig af. Tværtimod. Andre spil som poker trænger sig på, men det er stadig spilleautomaten, der gør flest til ludomaner, oplyser Center for Ludomani til avisen metroXpress.

Sidste år var 43-44 procent af de omkring 800 ludomaner, centret behandlede, afhængige af spilleautomater.

- De kommer først til os, når de har brændt alle broer. De har massiv gæld og kan ikke låne flere penge. Halvdelen har begået eller overvejer at begå berigelseskriminalitet for at skaffe ny spillekapital, og hver tredje har overvejet at tage sit eget liv, siger leder af Center for Ludomani Michael Jørsel.

Tilgængeligheden er afgørende for, hvor mange der bliver ludomaner, og med 27.500 spilleautomater i spillehaller, kiosker og andre steder er Danmark det land i Norden, som har flest automater. Næste år rykker spilleautomaterne med dansk lovgivning i ryggen ind i ethvert hjem med internetadgang, og det vil få antallet af spilafhængige til at stige, forudser Gunnar Sørensen, direktør for Dansk Automat Brancheforening.

- I modsætning til vores automater er der ingen begrænsning på hverken indsats eller gevinst på internettet. Det gør det ikke bedre, siger han til avisen.

Han opfordrer politikerne til at tænke sig om en gang til, inden de giver spilleautomaterne fri på nettet under lempeligere vilkår end de fysiske automater.

Det er der dog næppe udsigt til. Samtlige partier i Folketinget står bag loven, som gør automatspil på nettet lovligt fra den 1. januar 2011.

/ritzau/

Den enarmede tyveknægt lokker trods sin fremskredne alder stadig flere danskere ud i behandlingskrævende ludomani end moderne spilformer.

Offentliggjort Sidst opdateret