Endnu flere kæmper med psyken efter seneste nedlukning
Antallet af angst- og depressionsramte er steget. (Arkivfoto) Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Under nedlukningen er antallet af angst- og depressionsramte steget. Unge er hårdt ramt, skriver Børsen.
Danskerne er blevet hårdt ramt af angst og depression under den seneste coronanedlukning. Det er især de unge, der rammes. Det viser tal fra forsikrings- og pensionsselskaberne, som Børsen har indsamlet.
- Der er ingen tvivl om, at nedlukningen har påvirket danskernes mentale sundhed, og vi har set en markant stigning i vores kunders brug af psykologhjælp under den anden nedlukning, siger Camilla Thind Sunesen, der er chef for sundhedsløsninger hos Danica Pension, til Ritzau.
Hos forsikringsselskabet Gjensidige udgør andelen af sager med angst og depression 44 procent af alle psykologsager, selskabet indtil videre har haft i 2021. I 2019 - før corona - udgjorde de 31 procent, skriver Børsen.
Også forsikringsselskaberne Tryg og Topdanmark mærker tendensen. Hos Topdanmark er der registreret en stigning på 25 procent i sager med angst eller depression i forhold til sidste år.
- Det er en voldsom stigning. Og det er jo ikke bare ulykkeligt for den enkelte. Det her er noget, der også rammer samfundet hårdt, siger direktøren for livsforsikringer i Topdanmark, Vivian Byrholdt, til Børsen.
- Der er flere unge under 35 år, der kontakter os med angst og depression, fortsætter hun.
Ifølge Camilla Thind Sunesen var det tidligere stress, der fyldte hos Danica Pension.
- Men nu kommer folk i højere grad til os med tungere og vanskeligere symptomer. Folk har fået det markant dårligere under anden nedlukning, siger hun til Børsen.
Behandlingen af angst og depression tager ofte længere tid end mildere psykiske problemer som for eksempel stress. Derfor kan forsikrings- og pensionsselskaberne se frem til flere udgifter på området, skriver Børsen.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker