Enestående møntsamling kommer på auktion efter 100 års klausul

Michael Fornitz, der er direktør for auktionshuset Stacker's Bowers i Danmark, har selv været med til at udarbejde det næsten 400 sider lange katalog over de første 286 mønter fra L.E. Bruuns 20.000 mønter store samling, der lørdag sættes på auktion. Det forventes at tage fem år, før alle de 20.000 mønter er blevet solgt. Foto: Free

Lars Emil Bruun døde i 1923 og efterlod sig værdifuld møntsamling. Den måtte dog ikke sælges i 100 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

De første 286 mønter fra den værdifulde 20.000 mønter store L.E. Bruun-samling bliver lørdag sat på auktion i Odd Fellow Palæet i København.

Samlingen tilhørte rigmanden Lars Emil Bruun og har været fastlåst ifølge hans testamente siden 1923, hvor han døde.

I testamentet fremgik det, at møntsamlingen ikke måtte sælges i 100 år.

- Det er en helt mytologisk historie, hvor samlingen har været fastlåst i alle de år, hvor ingen har kunnet se den, men man alligevel har vidst, hvad der har været i den, siger Michael Fornitz.

Han er direktør for auktionshuset Stacker's Bowers i Danmark, som har katalogiseret de første 286 mønter.

Her ventes der hammerslag for omkring 75 millioner kroner. Flere mønter ventes at gå for mellem fire og seks millioner kroner.

Til auktionen lørdag ventes deltagere fra hele verden.

Kong Hans guldnobel fra 1496, der sælges som den første mønt på auktion lørdag, hvor L.E. Bruun-kollektionen sælges. Mønten forventes at gå for over fire millioner kroner og dermed en af de mest værdifulde mønter i samlingen. Foto: Free

Lørdag kommer blandt andet den særlige kong Hans' guldnobel fra 1496 under hammeren som den første. Den ventes at indbringe over fire millioner.

- Hans-noblen er Skandinaviens første, daterede guldmønt. Hidtil var mønterne lavet i ganske små sølvmønter, og pludselig kommer der så en mønt, som den her, med konkret årstal og kongens navn.

- Det var en meget særlig mønt. Den var lavet til Kong Hans' personlige brug, og som en han havde med på rejser gennem Europa til at demonstrere, at Danmark ikke bare var en lille provins, siger Michael Fornitz.

Dobbelt-specien fra Frederik den 3. er også et højdepunkt på lørdagens auktion, siger Fornitz.

For dobbeltspecien forventes op mod seks millioner.

Lars Emil Bruun var en umådeligt velhavende mand for sin tid. Som smørgrossist med egen forretning tjente han en formue på at sælge og eksportere dåsepakket smør til store dele af verden.

Desuden foretog han en masse køb af landbrugsarealer nord for København og udstykkede disse til villabyggeri.

Tidukat fra 1669 fra L.E. Bruuns samling. Den afbilleder på den ene side en arm med en hånd, der griber ud efter en krone, og i sidste øjeblik ser man en hånd med et sværd, der hugger hånden af. Det viser svenske kong Gustavs fejlslagne forsøg på at få fat i den danske krone. Mønten vejer omkring 35 gram. Foto: Free

Han efterlod sig ved sin død mange værdier til sine arvinger også en værdifuld bogsamling.

Møntsamlingen blev dog efterladt med en 100 års salgsklausul.

Lars Emil Bruuns ønskede, at hans omfattende samling skulle fungere som reserve for Den Kongelige Mønt- og Medaljesamling i fald denne skulle gå til i brand eller tyveri.

Bruuns møntsamling regnes for at være den mest værdifulde i verden nogensinde sat til salg på auktion.

Samlingen dækker blandt andet over både danske, norske, svenske og slesvig-holstenske mønter.

Samlingen har været deponeret i sit eget rum på Frederiksborg Slot og siden i Nationalmuseets kælder.

Nationalmuseet har haft forkøbsret til en del af samlingen. Med penge fra støtteforening har museet købt syv mønter til markedspris.

Det vides ikke, hvor mange arvinger, der er til den halve milliard, auktionerne kan indbringe. Ifølge Zetland drejer det sig om 10-11 personer. Familien har dog taget en beslutning om ikke at stå frem.

Det vil tage de næste fem år at sælge de 20.000 mønter.

/ritzau/