Eniro: Ikke vores skyld

 

Knap nok var blækket tørt i den nye Mostrup vejviser før fejlene dukkede op.

 

27 henvendelser har Guldborgsund Kommune nu modtaget fra borgere, der af den ene eller anden grund står opført forkert i den grønne vejviser. Blandt andet er en død kvinde dukket op i bogen, og flere hemmelige numre er også røget i trykken.

 

Hos Eniro beklager den administrerende direktør, Henrik Dyring, fejlene, men siger at man ikke rigtig kunne gøre andet.

 

- Umiddelbart er det ikke nogen fejl der er sket. Tidligere brugte vi CPR-registret som grundlag for vores Mostrup vejviser. Nu bruger vi udelukkende oplysninger fra teleselskabernes database, og baggrunden for fejlene er kunder, som står registeret forkert hos deres teleselskab, forklarer direktøren. Kunderne skal altså selv sikre sig, at de står opført korrekt i bogen.

 

Grunden til, at Eniro er overgået til teleselskabernes oplysninger i stedet for CPR-registret, er at man ikke må benytte de følsomme CPR data, som man vil. Der er strikse restrektioner, og der skal en speciel tilladelse fra kommunen for at benytte disse data. Den tilladelse er tidligere blevet givet, men nu har Eniro valgt at bruge teleselskabernes oplysninger i stedet.

 

Det er derfor, en død kvinde igen popper op i bogen. Et familiemedlem eller pårørende har formentlig beholdt nummeret hos sit teleselskab med den pågældende kvinde stående som bruger og har ikke fået rettet det efter hendes død. Når så Eniro henter oplysningen hos selskabet, bliver hun pludselig vakt til live igen, fordi hun ikke er blevet slettet hos teleselskabet.

 

Dette beklager Henrik Dyring og har denne opfordring til brugerne, så lignende sager ikke gentager sig.

 

- Det er vores interesse, at oplysningerne er rigtige, så vi opfordrer alle til at sikre sig, at man står korrekt opført hos sit teleselskab. Men selvfølgelig skulle vi have informeret det her noget bedre, lyder det fra Henrik Dyring.

 

Eniro skal senere onsdag have et møde med Guldborgsund Kommune, der har været alt andet end imponeret af den nye vejviser. Kommunen så egentlig helst, at Eniro fik lavet en opdateret version uden fejl. Men direktøren vil ikke love, der kommer en version 2.0.

 

- Jeg skal snakke med Guldborgsund Kommune i dag, så tager vi den derfra, afslutter Henrik Dyring.

De løber ikke fra ansvaret hos Eniro, men mener ikke de kunne have gjort det anderledes

Offentliggjort Sidst opdateret