Ensomme danskere kan skabe nye fællesskaber gennem fællesspisning

Lidt over 90 organisationer er medlem af Bevægelsen Mod Ensomhed - blandt andet Jyske Bank. (Arkivfoto). Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

Danmark Spiser Sammen starter mandag den 24. april. Her vil Folkebevægelsen Mod Ensomhed komme ensomheden til livs med fællesspisning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mange danskere føler sig ensomme. Og det kan være svært at komme ud af den ensomhedsbølge, man er havnet i, uden at få hjælp udefra.

Derfor kan man mandag deltage i det landsdækkende arrangement "Danmark Spiser Sammen", hvor folk, der føler sig ensomme, kan møde nye mennesker over et måltid.

Folkebevægelsen Mod Ensomhed har siden 2016 afholdt arrangementer i uge 17 og 45, hvor både organisationer og privatpersoner kan arrangere et måltid.

Ifølge lektor ved Københavns Universitet Torben Bechmann Jensen handler ensomheden i Danmark i høj grad om, at mange bor alene.

- Vi er et moderne og omstillingsparat samfund, hvor mange mennesker skal leve op til de krav, som stilles fra arbejdslivet og uddannelseslivet.

- Derfor lægger vi mindre mærke til alt det, der kommer som følgevirkninger eller som utilsigtede konsekvenser - for eksempel at man føler sig ensom, siger Torben Bechmann Jensen.

Faktisk er ensomhed ifølge lektoren et særligt udbredt problem i Danmark.

- I Sydeuropa kan man slet ikke forestille sig at bo alene.

- Enten bor man med familien, eller også bor man sammen med nogle andre, siger Torben Bechmann Jensen.

"Danmark Spiser Sammen" kan ifølge koordinator Majken Lundberg være en vej ind i andre fællesskaber.

- Det kan eksempelvis være foreninger, boligorganisationer og spejdergrupper, der inviterer til fællesspisning og bruger anledningen til at fortælle, hvad de har af andre sociale aktiviteter i deres forening.

- På den måde kan fællesspisningen være en vej ind i andre fællesskaber, fortæller Majken Lundberg.

En rapport fra Sundhedsstyrelsen fra 2022 viste, at der i 2021 var 598.000 danskere, der følte sig svært ensomme. Det svarer til 12,4 procent af befolkningen.

Her var det især to grupper, som udviste tegn på ensomhed i perioden.

Det drejede sig om cirka hver fjerde kvinde i aldersgruppen 16 til 24 år og cirka hver fjerde dansker uden for arbejdsmarkedet.

Det er dog vigtigt at påpege, at tallene er målt under coronaperioden, og derfor kan de være ekstra høje.

Men ifølge Torben Bechmann Jensen ses der også en generel tendens til, at det lige netop er de to målgrupper, som føler sig mere ensomme end andre grupper.

- Unge piger er mere fokuserede på karriere end tidligere, og de kan derfor have høje forventninger til sig selv og fra omgivelserne.

- Og derfor får de ofte for travlt til at tage hånd om det sociale liv, fordi det kan være svært at overskue, fortæller Torben Bechmann Jensen.

For gruppen uden for arbejdsmarkedet fortæller han, at årsagen til ensomhed kan være de manglende kontaktflader - de kontaktflader, som naturligt ville opstå på et arbejde.

- Det er ofte gennem skole og arbejde, at man er i kontakt med andre mennesker. Og det kan være svært at skabe en dagligdag, hvor man mødes, hvis man står uden for arbejdsmarkedet, siger Torben Bechmann Jensen.

Jyske Bank er en af de organisationer, som er med i Bevægelsen Mod Ensomhed, og på mandag har de derfor også inviteret til et arrangement i forbindelse med "Danmark Spiser Sammen".

- Vi inviterer kvinder til en hyggelig og lærerig aften, hvor der er fokus på bankens sociale engagement, men hvor der også vil være et oplæg om bæredygtig investering, fortæller konsulent i Jyske Bank Louise Øllegaard Bøg Hansen.

Banken mener helt generelt, at det er nødvendigt med fokus på ensomhed i Danmark.

Louise Øllegaard Bøg Hansen siger, at banken er med i Bevægelsen Mod Ensomhed for at sætte fokus på ensomhed både internt og eksternt.

- Man kan ikke fikse ensomhed hurtigt. Men hvis vi er mange, der går sammen og bidrager en smule, så kan det måske gøre en forskel, siger hun.

/ritzau/

Ensomhed koster samfundet dyrt

* Folk, der er ensomme, kan have sværere ved at passe et arbejde og kan få flere sygdomme. Årligt bruges der ekstra omkostninger på 2,2 milliarder kroner til behandling og pleje blandt personer, der er ensomme, i forhold til personer der ikke er ensomme.

* Årligt bruges der ekstra omkostninger på 7,8 milliarder kroner ved tabt produktivitet blandt personer, der er ensomme, i forhold til personer der ikke er ensomme.

* Årligt er der 470.000 ekstra dage med langvarigt sygefravær blandt personer, der er ensomme, i forhold til personer der ikke er ensomme.

Kilde: Sundhedsstyrelsen, 2016.

/ritzau/

Danmark Spiser Sammen

* Mandag går det landsdækkende arrangement "Danmark Spiser Sammen" i gang, og det strækker sig over hele ugen.

* Arrangementet bliver afholdt af Folkebevægelsen Mod Ensomhed i uge 17 og uge 45 hvert år (siden 2016).

* Kernen er, at måltider og fællesspisning skaber fællesskaber, som bringer mennesker, der ikke normalt mødes, sammen.

* Det kan både være uformelle og formelle fællesskaber, og alle kan tage initiativ til et måltid i ugerne, uanset om man er medlem af Bevægelsen Mod Ensomhed eller ej.

* Desuden kan man selv vælge, om måltidet skal være for alle eller for en bestemt gruppe.

* Der er ikke krav om, at alle medlemsorganisationer af Bevægelsen Mod Ensomhed skal afholde fællesspisninger.

Kilde: Folkebevægelsen Mod Ensomhed.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu