Er du træt af at passe børnebørn hele tiden? Sådan siger du fra

Det er ifølge familieterapeut Anette Krogh umuligt at undgå konflikter i familien. Du må derfor acceptere, at der er en risiko for, at dine voksne børn bliver sure eller skuffede, når du afviser at passe deres børn, understreger hun. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Som bedsteforælder skal du være klar i mælet, når du siger nej til at babysitte for dine børn, lyder rådet fra eksperter.

Offentliggjort

Du elsker dem højt, men du orker ikke at passe børnebørnene, hver gang deres forældre spørger.

Så hvordan siger du nej uden at slå skår i familieforholdet?

Først og fremmest må du have øje for, hvor meget dit engagement betyder for dine voksne børn.

Det pointerer Søren Marcussen, der er psykoterapeut og afdelingsleder hos Center for Familieudvikling - en non-profit ngo, der arbejder for at styrke trivslen i danske familier.

- Hele vores opvækst er vi optaget af, om mor og far elsker os. Når vi så selv får børn, kan vi se i psykologien, at den primære måde, vi føler os elsket på af vores forældre, er gennem deres kærlighed til vores børn, siger han.

Derfor kan et nej til pasning skabe stærke følelser hos dit voksne barn, lyder det fra Anette Krogh, som ud over at være privatpraktiserende familieterapeut også er direktør for terapeutuddannelsen Gestaltinstituttet.

- Det er rigtig vigtigt, at de voksne børn ikke opfatter afvisningen som en afvisning af dem personligt, siger hun og fortsætter:

Bedsteforældres engagement og kærlighed til børnebørnene har stor betydning for de voksne sønner og døtre. At prioritere dine børnebørn er dermed en måde at vise kærlighed til dine børn, forklarer psykoterapeut Søren Marcussen. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

- Jeg går ind for at sige det klart og tydeligt: "Det er ikke en afvisning af jer. Jeg elsker jer. Jeg har bare ikke lyst til at passe børnene den dag".

Når du sætter grænsen, er det dog vigtigt, at du gør det direkte og med det samme, råder Søren Marcussen.

- Du skal ikke sige, at du undersøger, om du kan, hvis du allerede godt ved, at du ikke kan. På den måde trækker du bare situationen i langdrag, siger han.

Drop også at komme med for mange forklaringer eller undskyldninger. Det er helt legitimt blot at sige, at du ikke har lyst lige den dag, mener Anette Krogh.

- Det handler om respekt. Hvis ikke vi er ærlige over for hinanden, kan vi ikke respektere hinanden, siger hun og tilføjer, at du samtidig må se i øjnene, at konflikter er umulige at undgå i familien.

- Det handler om at acceptere, at konflikterne er der, og håndtere dem, når de kommer.

På den anden side af bordet må de voksne børn have forståelse for, at den nuværende generation af bedsteforældre er en travl en af slagsen, påpeger Søren Marcussen.

Ligesom du siger tydeligt nej, når du ikke kan passe børnebørnene, bør du ifølge psykoterapeut Søren Marcussen også sige tydeligt ja, når du godt kan. Vis, at du er til rådighed, så dine voksne børn mærker, at du gerne vil dem og deres børn. (Arkivfoto). Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

- Det er et vilkår, at vi bliver på arbejdsmarkedet i længere tid. Og som bedsteforælder må man godt lade sine omgivelser forstå, at man har begrænsede ressourcer og ikke kan brænde sit lys i begge ender, siger han og fortsætter:

- En del bedsteforældre har også stadig nulevende forældre. Dermed tager de sig ofte både af deres egne forældre og børn og børnebørn. Det er sådan set en dobbelt omsorgsopgave, de står med.

/ritzau fokus/

Tag ikke farmor for givet

* Det er forståeligt, at du som forælder kan have et stort behov for at få hjælp til pasning fra dine egne forældre, men pas på med at tage for givet, at morfar eller farmor kan passe, når det passer dig.

* Tænk på din forespørgsel om pasning som et ønske og ikke som et krav, og husk at sige tak, når dit ønske bliver mødt.

* Afstem løbende jeres forventninger til hinanden i familien. På den måde kan I forebygge konflikter.

Kilde: Søren Marcussen, psykoterapeut og afdelingsleder hos Center for Familieudvikling.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu