Erhvervsskoler vil sortere ringe elever fra

Landets erhvervsskoler vil have lov til at indføre adgangskrav for at undgå at skulle optage elever, der hverken har evner eller motivation til at gå på skolerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som det er i dag kan ungdomsuddannelser ikke afvise elever, hvis de er erklæret egnede i folkeskolen.

Men fire ud af fem af de erhvervsskoler, som Berlingske Research har talt med, mener, at reglen bør laves om, så erhvervsskolerne selv får ret til at vurdere, hvilke elever, der skal optages.

To ud af tre erhvervsskoler mener samtidig, at der er akut behov for at indføre adgangskrav, skriver Berlingske.

- I dag kommer alt for mange ind på erhversskolerne, uden at de reelt er parate eller har evnerne til det. Det er utåleligt, ikke mindst for de elever, der ender med at knække nakken, siger Peter Amstrup, der er formand for de danske erhvervsskoler, til Berlingske.

Handelsskolen Niels Brock i København har taget konsekvensen af de mange ringe ansøgere og har indført en screening af eleverne. I år er 41 elever allerede blevet afvist.

- Mange af elevernes færdigheder er så ringe, at vi skal begynde på 3.-4.-klasses niveau, hvis vi skal undervise dem. Det er hverken skolerne eller de dygtige elever tjent med, siger direktør Anya Eskildsen til Berlingske.

Hun fortæller, at frafaldet er faldet, efter at screeningen er blevet indført.

I sidste måned viste en undersøgelse ifølge Jyllands-Posten, at de elever, der skal på en erhvervsskole for at blive for eksempel tømrer eller elektriker, er markant mindre flittige, begavede og motiverede end deres kammerater, der skal på gymnasiet.

Undersøgelsen fik professor Niels Egelund, Aarhus Universitet til at udtale, at erhvervsskolerne har udviklet sig til en skraldespand for den dårligste femtedel af en ungdomsårgang.

/ritzau/