Erhvervsuddannelser er ikke blevet mere populære hos de unge
Erhvervsuddannelser er ifølge nye søgetal ikke blevet mere populære hos de unge. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
64.300 elever, der forlader grundskolen, har søgt ind på ungdomsuddannelse i år.
12.800 elever fra 9. og 10. klasse, der er klar til at tage endnu et skridt i uddannelsesverden, har søgt om at komme ind på en erhvervsuddannelse.
Det viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Det svarer til 19,9 procent af de samlede knap 64.300 ansøgere til en ungdomsuddannelse for i år. Det er blot 0,5 procentpoint højere end sidste år.
Næsten tre ud af fire har søgt ind på en gymnasial uddannelse.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er ikke overrasket over udviklingen.
Det er ikke afgørende, at man går direkte fra grundskolen til en erhvervsskole, lyder det.
- Jeg har ikke noget behov for at tvinge unge til at træffe et meget specifikt uddannelsesvalg. Det er vigtigt, at vi har et uddannelsessystem, som passer til moderne unge, siger Tesfaye.
Ministeren tilføjer, at gennemsnitsalderen blandt dem, der starter på en erhvervsuddannelse, er 25 år.
Sidste år blev der uddannet 27.000 faglærte. Det er ikke tilfredsstillende, ligesom frafaldet på erhvervsuddannelserne er for højt, lyder det.
Derfor vil regeringen etablere en ny ungdomsuddannelse, som har til formål at give de unge, der ikke er klar til at vælge uddannelse, lidt ekstra tid, fortæller ministeren.
Regeringen tager inspiration fra Reformkommissionen, som i maj 2023 anbefalede, at 10. klasse afskaffes og erstattes af et toårigt uddannelsesforløb af mere praktisk karakter.
- Vi kommer ikke til at gennemføre det, præcis som kommissionen har foreslået. Vi synes, de går for hårdt til efterskolerne, men de grundlæggende tanker er vi enige i, siger Tesfaye.
Han hæfter sig samtidig ved, at regeringen har afsat knap en milliard kroner ekstra til erhvervsuddannelserne. Beløbet indfases frem mod 2030.
- Og det kommer også til at handle om at styrke overgangen fra folkeskolen til erhvervsuddannelserne, siger ministeren.
Hos Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, har man bidt mærke i andelen af ansøgere til erhvervsuddannelserne.
- Vi skal give de unge muligheden for at vælge en ungdomsuddannelse, hvor de også introduceres til erhvervs- og professionsrettede fagretninger som et alternativ til gymnasiet, siger næstformand i FH, Nanna Højlund, i en skriftlig kommentar.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned