Etikformand: Umuligt med faste regler for foster-cpr

Man kan ikke lave faste regler for, hvornår et aborteret foster med livstegn skal have et cpr-nummer. Ved sen abort er der alt for stor forskel på de forskellige situationer til, at man kan gå ud fra en fast skabelon, mener formand for Etisk Råd, Jacob Birkler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kommentaren kommer efter Kristeligt Dagblads historie om at fostre, der efter sen abort viser tegn på liv, ifølge Sundhedsstyrelsen skal have cpr-nummer og begravelse. Og at forældrene desuden har ret til barsel.

På Jacob Birkler virker det både dobbelt og inkonsekvent at give et aborteret foster et cpr-nummer:

- På den ene side giver et cpr-nummer barnet en status, men på anden side har man jo indledningsvist besluttet, at livet skal stoppes.

Han tvivler på, at et fast regulativ er vejen frem. Dog mener han heller ikke, at det skal være forældrene selv, der bestemmer, om de levendefødte fostre skal have et cpr-nummer. Det kan være for vanskeligt et valg at lægge over på forældrene.

Formanden forklarer, at der er stor forskel på de forskellige situationer, og at det derfor vil være helt forkert at gå ud fra den samme skabelon hver gang.

- Vi bør møde forældrene i hver enkelt situation i stedet for en låst regulering af feltet. I stedet for at regulere os ud af det, skal vi have blik for situationerne og deres forskelligheder, siger han og fortsætter:

- Det afgørende er, at man møder forældrene i den situation, de står i og tilstræber værdighed. Det er vigtigt, at vi får blik for de mange hensyn. Til kvinden, parret, det ufødte barn og personalet i den vanskelige situation. Heri ligger værdigheden.

Formanden understreger, at emnet ikke er behandlet i Etisk Råd på nuværende tidspunkt. Han ved endnu ikke, hvorvidt det skal tages op til debat i rådet, da flere spørgsmål på området presser sig på

Venstres Hans Andersen efterlyser i Kristeligt Dagblad netop et indspark i debatten fra netop Etisk Råd.

/ritzau/