EU: Canadisk tjæresand skal holdes ude

Miljøorganisationerne har sagt det i årevis - og nu er det blevet officiel EU-politik: Tjæresand er et af de mest svinende brændsler, der findes, og bør så vidt muligt undgås i Europa.

Trods massivt pres fra Canada og olieindustrien er det lykkedes EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, at få placeret tjæresand næsten nede i bunden af en liste, der rangerer brændsler efter miljøvenlighed. Vurderingen hviler på uafhængig forskning.

Listen skal hjælpe leverandører med at finde de mest klimaskånsomme og CO2-fattige energikilder. Canada har enorme forekomster af tjæresand og har advaret EU om, at klimastandarder for tjæresand vil skade Canadas afsætningsmuligheder.

De grønne organisationer jubler over beslutningen.

- Med denne vedtagelse sender EU et signal til olieindustrien om, at "snavset" olie skal gøres renere eller blive ude, siger Jos Dings, direktør for den Bruxelles-baserede ngo Transport & Environment, til Reuters.

- EU-Kommissionen, og især klimakommissær Connie Hedegaard, skal have ros for ikke at give efter for det enorme pres fra Canada og olieindustrien, tilføjer han.

Ifølge Greenpeace er tjæresand "beskidt business" for klimaet. Udvindingen forurener floder, fylder luften med giftstoffer og forvandler skove til ødemark, siger transportrådgiver Franziska Achterberg.

I EU's lovgivning om grønnere brændsel tillægges tjæresand nu en standardværdi på 107 gram kulstof pr. megajoule. Det skader derved klimaet mere end almindelig råolie, der rummer 87,5 gram kulstof.

Foruden tjæresand er også olieskifer blevet bedømt af EU-Kommissionen, som foreslår en kulstofværdi på hele 131,3 gram pr. megajoule. Estland, der har betydelige reserver af olieskifer, har forsøgt at promovere denne stærkt forurenende energikilde.

EU-Kommissionen håber, at en ny kulstofværdi også for europæisk olieskifer kan afværge en canadisk klage til Verdenshandelsorganisationen WTO, fordi det viser, at reglerne ikke laves for at diskriminere et bestemt land eller brændstof.

/ritzau/

Klimakommissær Connie Hedegaard kan notere sig miljøsejr. Det svinende brændstof tjæresand dumper i klimatest.

Offentliggjort Sidst opdateret