Danmarks regering overtræder EU's regler om beskyttelse af naturen, når myndighederne giver lov til muslingeskrab i følsomme områder i Limfjorden.
Sådan lyder det ifølge Danmarks Naturfredningsforening (DN) i en foreløbig afgørelse fra EU-Kommissionen. Foreningen klagede i oktober 2008 til EU over, at der graves muslinger i Natura 2000-områder, som skal give sårbare planter og dyr fred og ro.
Det drejer sig om en række skrabefelter i Løgstør Bredning og Lovns Bredning. Men der burde ikke være givet tilladelse til projekterne, for regeringens vurdering opfylder ikke kravene i EU's habitat-direktiv, fremgår det af EU-Kommissionens foreløbige konklusion.
Naturfredningsforeningens præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen, er tilfreds med svaret fra Kommissionen. Hun afventer nu næste skridt frem mod en egentlig retssag mod den danske regering.
- Vi finder det grotesk, at regeringen overhovedet gav tilladelse til at skrabe havbunden op, når alle konsekvensvurderinger viste, at det ville skade naturen i havet. Vi har endnu en gang fået bekræftet, at regeringen prioriterer enkelte erhvervsinteresser højere end naturen og lovgivningen, siger hun.
I oktober 2010 sendte EU-Kommissionen en såkaldt åbningsskrivelse til Danmark med en frist på to måneder til at svare. DN har netop fået afslag på en anmodning om aktindsigt i, hvad regeringen har svaret.
- Vi finder tilladelsen til muslingeskrab særligt grov, fordi der findes alternativer til, at kuttere skraber fjordbundene for næsten alt liv og omdanner dem til en ensartet ørken, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.
DN anbefaler, at man i stedet opdrætter muslinger på liner. Linemuslinger bliver større end bundmuslinger og kan filtrere større mængder kvælstof og fosfor ud af fjordvandet end de skrabede muslinger på bunden.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned