EU-penge til dansk forsøg med aids-vaccine

EU støtter nu med 6,7 millioner kroner et århusiansk forskningsprojekt i at finde en vaccine mod aids.

Forskningsprojektet løber over tre år, og inden for den tid vil det vise sig, om det lykkes forskerne fra Aarhus Universitet og Skejby Sygehus at udvikle en vaccine, der helt eller delvist kan modvirke smitte fra hiv, oplyser molekylærforskeren Shervin Bahrami.

Han er direktør for et firma, SKAU Vaccines, som forskerne har stiftet og som har udsigt til en kæmpe kommerciel gevinst, hvis deres projekt lykkes.

Århusforskerne skal stå i spidsen for et europæisk forskningsprogram, som går ud på at udvikle en vaccine, der gør menneskekroppens immunsystem i stand til at udvikle antistoffer imod hivvirusset. Problemet med hivvirusset er, at det skjuler sig for længe for immunsystemet til, at kroppen i tide får dannet antistoffer til at nedkæmpe sygdommen. Forskningsprojektet går ud på at skabe et næsten identisk virus, som ikke skjuler sig for kroppen, og som kan udvirke, at kroppen går til modangreb.

- Det er nok for optimistisk at tro, at vi kan udvikle en vaccine, der er 100 procent effektiv. Men hvis den bare kan forhindre 30 procent af de vaccinerede i at blive smittet, så er det et stor fremskridt, siger Shervin Bahrami.

Hvis forskningsprojektet lykkes, vil det i bedste fald kunne vende verdens aidsepidemi, mener forskerne. Men der vil gå mange år, førend en vaccine kan tages i brug, fordi den først skal testes, oplyser Shervin Bahrami.

Foruden sådan et gennembrud for verdens sundhed, så vil der også være mange penge i det for opfinderne.

- Der vil være tale om flere hundrede millioner dollar, siger Shervin Bahrami.

/ritzau/

EU sætter penge på et århusiansk forsøg på at lave en vaccine mod aids. Om tre år ved forskerne, om det kan lade sig gøre. Et gennembrud vil forgylde opfindere.

Offentliggjort Sidst opdateret