EU stempler kartofler fra Lammefjorden som unikke
Lammefjordens kartofler kommer i fint selskab med græsk feta og italiensk parmaskinke.
EU-Kommissionen godkender fredag den særlige danske kartoffel som Geografisk Beskyttelse Betegnelse. Dermed er de danske kartofler med i EUs kvalitetsordning for landbrugsprodukter og fødevarer.
Det oplyser EU, som også har givet mærkatet til en italiensk ost og en tysk asparges.
Lammefjordskartofler er den sjette danske fødevare, der opnår Beskyttet Geografisk Betegnelse (BGB), siden EU indførte ordningen i 1992. Og kartoflernes nye status i EU glæder fødevareminister Dan Jørgensen (S)
- Vi laver rigtig mange gode fødevarer i Danmark, og det er altid dejligt, når danske produkter får den anerkendelse, som en BGB-status er. Jeg håber, at flere danske varer vil følge med i fremtiden, siger han i en pressemeddelelse.
Lammefjordens Grøntsagslaug har allerede fået madvarer fra egnen optaget i det fornemme EU-selskab, men det bliver glæden hos formand Hans Møller Olsen ikke mindre af.
- Vi er meget stolte over at få dette kvalitetsstempel fra EU, siger han og tilføjer:
- Lammefjordsguleroden fik en af de første danske BGBer i 1996. Vi er stadig de eneste grøntsagsproducenter i Danmark, som kan give forbrugerne den sikkerhed for kvalitet og oprindelse, som ligger i BGB.
Ifølge avlerformand Hans Møller Olsen er det de specielle jordforhold på den tidligere havbund, der gør lammefjordskartoflerne unikke.
Blandingen af dynd, naturlige mineraler og fin jord giver rodfrugterne skånsomme forhold at vokse i. Derfor har kartoflerne en finere og lysere skræl end kartofler fra andre steder.
Ud over Lammefjordens kartofler og gulerødder, står også ostene Danablu og Esrom sammen med Vadehavslam og Vadehavsstude på den anerkendte liste.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned