EU-Kommissionen lukker nu et vigtigt smuthul i Kyoto-aftalen. Fra 2013 skal det ikke længere være muligt at tjene store penge på klimaprojekter, som går ud på at destruere den kraftige drivhusgas HFC-23, oplyser klimakommissær Connie Hedegaard.
Fabrikker i Kina og Indien har tjent milliarder af kroner på at sælge klimakreditter ved at uskadeliggøre HFC-23-gas i såkaldte CDM-projekter (Clean Development Mechanism, den grønne udviklingsmekanisme). Klimakreditterne kan købes af lande eller virksomheder, som har problemer med at få deres CO2-udslip ned.
HFC-23 er et uønsket biprodukt fra fremstillingen af en anden industrigas, HCFC-22, der endnu bruges i køleskabe og aircondition-anlæg, selv om den skader ozonlaget. Muligheden for de store fortjenester har tilskyndet virksomheder i Kina til at producere mere HFC-23 i stedet for at begrænse mængden af den klimaskadelige gas - det, som økonomer kalder et "perverst incitament".
Denne pengemaskine har været en bombe under de klimaprojekter i ulandene, som ifølge Kyoto-protokollen skal hjælpe med at få verdens samlede udslip af klimagasser ned og sikre ulandene miljøvenlig teknologi fra Vesten.
- Vores forslag stiler mod at sikre et marked for bedre internationale klimakreditter, ikke færre kreditter, siger Connie Hedegaard.
Hun tilføjer, at EU's stramning ikke ventes at få større betydning for prisen på CO2-kvoter i Europa. Samtidig vil EU-indgrebet opmuntre til en tiltrængt reform af de FN-baserede markedsmekanismer for handel med klimakreditter, siger Connie Hedegaard.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde