Om tre år vil prisen for at gå på internettet fra sin mobiltelefon eller computer i de øvrige EU-lande kun være en fjerdedel af, hvad den er i dag.
Den 22. juni fremlægger EU-Kommissionen endnu et indgreb mod de udenlandske mobilpriser.
Ifølge Berlingske Tidende ventes kommissionen at gennemføre en nedsættelse af prisen på mobildata i tre faser.
Fra næste år bliver højeste takst godt 6,70 kr. pr. megabyte data, mens prisen i 2014 vil lande på højst 3,70 kr.
Forbrugerne får også mulighed for at vælge ét teleselskab til opkald i hjemlandet og et andet til opkald og datatrafik i udlandet uden at skulle skifte SIM-kort. Det er ikke muligt i dag, hvor mange derfor modtager ufrivilligt store regninger efter ferien.
Venstres medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard kalder den planlagte nedsættelse af priserne for "et gennembrud".
- Nu bliver det endelige opgør taget med de skandaløse priser, vi som europæere har levet med i årevis, siger Løkkegaard til avisen.
EU greb i 2007 for første gang ind over for mobilpriserne, som siden er faldet med op mod 70 pct.
Frederik Rygaard, som er fuldmægtig i Markedskontoret i IT- og Telestyrelsen, henviser til analyser af omkostningerne ved mobilbrug i udlandet (også kendt som roaming), der viser, at disse priser ikke behøver at være meget højere end tilsvarende nationale tjenester.
- Hvis kunderne er mere opmærksomme på at spørge om, hvad det koster, vil selskaberne i højere grad konkurrere på roaming-priserne, påpeger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker