Få passer deres handicappede barn fuld tid

Ingen af de forældre, der i dag selv passer deres handicappede barn, bliver ramt af regeringens nye loft for dækning for tabte indtægter. Den nye ordning træder først i kraft 1. januar 2011 og omfatter kun de børn, der bliver født fra den dato.

Det understreger socialminister Benedicte Kiær (K), efter at kritikken er haglet ned fra blandt andet forældre og handicaporganisationer over regeringens nye genopretningsplan, der betyder, at forældrene ikke længere får fuld dækning for tabte indtægter, når de passer deres syge børn i hjemmet.

Derudover kalder Socialdemokraterne ministeren i samråd om den nye ordning, som, partiet mener, sparker dansk socialpolitik tilbage i tiden.

Ministeren erkender, at problemet vil være det samme for de mennesker, der bliver forældre til et handicappet barn efter 1. januar 2011.

- Men det er jo ikke alle, der vælger at gå hjemme på fuld tid og passe sine børn, siger hun og tilføjer:

- Nu får de muligheden for at indrette deres økonomi efter det valg, de nu engang træffer.

I dag er der 18.800 modtagere af tabt arbejdsfortjeneste. Omkring 10 procent af dem har droppet deres arbejde til fordel for at passe deres handicappede barn på fuld tid. De får derfor fuld dækning for tabte indtægter.

Men to tredjedele af modtagerne rammer ifølge socialministeren i dag slet ikke loftet. Derudover er en stor del af familierne ikke i ordningen i længere tid.

- Det er med de nye regler fortsat en god ordning, som i høj grad tåler sammenligning med både Sverige og Norge. Så jeg synes ikke, at vi skal skamme os over den ordning, vi nu finder frem til, siger Benedicte Kiær.

Dansk Folkeparti, som sammen med regeringen har stemt den nye ordning igennem, siger, at partiet er åben over for, at ordningen indføres gradvist for de familier, der må sige farvel til meget høje indtægter for at passe deres handicappede barn.

/ritzau/

Kun hver tiende passer deres handicappede barn på fuld tid. Desuden rammer forringelserne først de nye forældre fra 2011, understreger socialministeren.

Offentliggjort Sidst opdateret