Få styr på hvordan du er dækket på rejser i Europa
1. august er man ikke længere dækket af det gule sygesikringskort, når man tager på ferie i 28 lande i Europa.
Fredag overtager det blå EU-sygesikringskort nemlig, som ikke yder samme økonomiske sikkerhed som det gule. Derfor kan det være en god idé at undersøge, hvordan ens rejseforsikring dækker, når man er i udlandet.
- I hovedtræk skal man huske på, at alarmcentralen, som er tilknyttet det gule sygesikringskort, lukker, der kan forekomme egenbetaling og man skal selv stå for hjemtransporten ved dødsfald, forklarer Nanna Dalsgaard Wilkens, konsulent hos brancheorganisationen Forsikring og Pension og fortsætter:
- Derfor er det en god idé at sætte sig ind i, hvilke behov du får brug for på din rejse. Der sker nogle betydningsfulde ændringer. Så tjek, om du har behov for at tegne en privat rejseforsikring.
En af de største forskelle fra det gule sygesikringskort er, at man nu er ligestillet med indbyggerne i det land, man opholder sig i. Det betyder, at der kan forekomme egenbetaling, hvis det er vilkårene for de lokale.
Dog kan man slippe for at vride pengepungen, hvis uheldet er ude i et land med egenbetaling.
- Hvis man har en privat forsikring, som dækker egen betaling, så slipper man for at betale, ligesom da man havde det gule sygesikringskort, forklarer Nanna Dalsgaard Wilkens.
En anden væsentlig ændring ifølge Nanna Dalsgaard Wilkens er, at alarmcentralen, som er tilknyttet det gule sygesikringskort, lukker.
- Som dansker er vi vant til, at vi altid kan ringe til nogen og få hjælp, men det er ikke længere tilfældet. Hvis man udelukkende har det blå kort med sig, så skal man selv arrangerer, at man får den rigtige behandling og snakke med lægen, og det er jo ikke sikkert, de snakker engelsk.
- Til alle rejseforsikringer er der tilknyttet en alarmcentral, så hvis man har en forsikring, kan man ringe til dem, forklarer hun.
Man har ret til EU-kortet, hvis man er statsborger i Danmark, et EU-land, Norge, Island eller Schweiz.
Man skal selv bestille kortet. Det kan ske hos Borgerservice.
Ifølge Danske Regioner tager det cirka 14 dage, før man modtager kortet, men hvis man har glemt at bestille kortet eller har glemt at tage det med på ferie, så kan ens kommune udstede et midlertidigt, både inden man tager af sted, eller hvis man allerede er under behandling.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned