Få virksomheder udnytter dansk forskning

Nytænkningen i danske virksomheder kommer meget sjældent fra forskningsresultater på universiteterne.

På trods af offentlige milliardinvesteringer på området i de senere år er det blot to procent af virksomhederne, der udnytter universiteterne til innovation. Faktisk er virksomhederne blevet dårligere til det siden 1998, hvor andelen var fire procent.

Det viser en ny rapport fra Danmarks ErhvervsforskningsAkademi (DEA).

- Det er dybt bekymrende i en tid, hvor vi ved, at virksomhedernes innovationskraft bliver en central konkurrenceparameter, siger DEAs administrerende direktør, Stena Vrang Elias, i en pressemeddelelse.

DEAs rapport tegner et dystert billede af, hvad virksomhederne får ud af forskningsinvesteringerne. Derfor rummer rapporten en række konkrete anbefalinger til, hvordan erhvervslivets samspil med universiteterne kan styrkes. Det handler især om at dele viden i stedet for blot at sprede den, siger formanden for DEA's tænketank for videndeling Henrik Morgan.

- Flere penge til forskningen giver ikke automatisk mere eller bedre videnspredning. Der er i de senere år blevet produceret masser af ny viden. Men virksomhederne får langt fra nok glæde af den. Det viser vores kortlægning, siger han.

Ifølge DEA har Danmark i de senere år oprustet de offentlige investeringer i forskning og udvikling. Fra 2004 til 2009 steg bevillingerne på området med 4,5 milliarder kroner - en stigning på 35 procent.

Den 22. og 23. oktober afholder DEA og CBS en konference om videndeling, hvor rapportens resultater vil blive offentliggjort.

/ritzau/

På trods af milliardinvesteringer i dansk forskning i de senere år får blot to procent af virksomhederne glæde af resultaterne, viser ny rapport.

Offentliggjort Sidst opdateret