Fabers fællessang lyste op under corona

Phillip Faber er både komponist og dirigent. Han fik under corona Danmark til at synge med på klassikere som "Jeg ved en lærkerede" og "Dansevise". Den 16. juli fylder han 40. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Phillip Faber hjalp os til at smøre stemmebåndet, da Danmark lukkede. Han har nu skiftet spor og er aktuel med "Klods-Hans" i Tivoli. 16. juli fylder han 40 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Morgen efter morgen sad Phillip Faber ved flyglet for at spille og synge dagen i gang under pandemien.

På ingen tid gik han fra at være et kendt navn i musikkredse til at samle Danmark om fællessang. Først med "Morgensang med Phillip Faber" og senere med fredagsprogrammet "Fællessang - hver for sig".

"Jeg ved en lærkerede", "Danmark nu blunder den lyse nat" og "Dansevise" var blandt de klassikere, som Phillip Faber, der fylder 40 år 16. juli, fik DR's seere og lyttere til at synge med på.

Skulle nogen have glemt det, så skulle den daglige fællessang få voksne og børn til at føle sig som en del af et større fællesskab, selv om de var isolerede i deres hjem på grund af faren for smitte.

Den mulighed greb mere end en million, og med ét var Phillip Faber med sit entusiastiske kropssprog og sin indbydende stemme landskendt.

I dag er han trådt bag scenen. Aktuelt som komponist til balletten "Klods-Hans", der havde premiere på Pantomimeteatret i Tivoli 22. juni.

Her har han samarbejdet med dronning Margrethe, der står bag scenografien i eventyret af H.C. Andersen.

Phillip Faber, der er den ældste af tre brødre, blev tidligt præsenteret for det kunstneriske.

Hans mor, Ulla Faber, er arrangør af slots- og teaterkoncerter, og selv var han kun en stor dreng, da han medvirkede i Folketeatrets opsætning af "Skatteøen" i slutningen af 1990'erne.

Interessen for skuespil og musik kunne han ikke dele med sine klassekammerater, har han fortalt til Alt for Damerne.

- De andre drenge spillede fodbold, men det har jeg aldrig interesseret mig for. Jeg havde da venner, men ikke nogen, der interesserede sig for det samme, som jeg gjorde.

Efter studentereksamen fra Aurehøj Gymnasium i Hellerup fortsatte han til Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han blev komponist.

Uddannelsen supplerede han i 2014 med en master i kordirektion på Kungliga Musikhögskolan i Stockholm.

Året inden var han blevet chefdirigent for DR Pigekoret, der tæller 50 piger og kvinder mellem 15 og 22 år. Efter ti år med rejser verden rundt takkede han af sidste sommer for at gå nye veje.

Ud over at komponere musikken til "Klods-Hans" indebærer det nye at dirigere koncerter med symfoniorkestrene i Odense, Aarhus og Aalborg, ligesom Phillip Faber skal dirigere, når orkestret Copenhagen Phil spiller i Tivoli hen over sommeren.

Skiftet er han glad for. Men det er blevet sværere at forklare andre, hvad han i dag beskæftiger sig med, fortalte han for nylig i et interview med Ritzau.

- Det gode ved at være dirigent for pigekoret var, at alle forstod, hvad jeg lavede. Nu er der ingen, der forstår, hvad jeg laver, og når jeg prøver at forklare det, så svømmer deres øjne bare.

Med til forandringen hører også omskoling til at blive orkesterdirigent, hvilket adskiller sig fra være kordirigent.

- Der er en helt anden mentalitet i et orkester, og det er en helt anden måde, man øver på. En anden kommunikation, koncertfrekvens, tempo og en anden måde at dirigere på.

Phillip Faber er gift med operainstruktør Selma Mongelard Faber. Sammen har de to sønner på seks og et år.

/ritzau/