Fælleslisten mister endnu en politiker

Det knirker i geledderne hos det nye parti Fælleslisten, der repræsenterer Udkantsdanmark.

Nu har partiet, mistet en af deres markante frontkæmpere i bestræbelserne på at få formuleret et partiprogram, oplyser DR Sjælland.

Kurt Hansen fra Nakskov har forladt partiet og en af de arbejdsgrupper, der skulle forsøge at få sammensat et partiprogram. Hans exit kommer mindre end en uge efter, at Poul A. Christensen smækkede med døren til partiet. Han sidder i regionsrådet i Region Midtjylland.

Der var for meget ævl og kævl, siger Kurt Hansen om sit farvel. Han tror ikke længere på det nye parti:

- Jeg er ked af at sige det, men arbejdet med at fastlægge programmet for Fælleslisten nærmer sig det amatøragtige, siger Kurt Hansen.

Over for Ritzau uddyber Kurt Hansen:

- Det var helt håbløst. De ville slet ikke tale politik. Partiet mangler i den grad personer, der kender det politiske system, siger Kurt Hansen.

Han understreger, at han fortsat mener, at sagen, der ligger til grund for partiet, er vigtig.

Arne Olivius fra Kalundborg, der netop er blevet næstformand for Fælleslisten i hele Danmark, er ked af, at Kurt Hansen trækker sig. Men Olivius kan godt forstå påstanden om, at de politiske græsrødder i Fælleslisten er amatører:

- De fleste af os er amatører i den forstand, at vi ikke har prøvet det før. Men vi lærer noget hele tiden og bliver klogere af det, siger Arne Olivius til DR Sjælland.

/ritzau/

Endnu et fremtrædende medlem forlader Fælleslisten. Kurt Hansen kalder arbejdet med partiets program for "amatøragtigt".

Offentliggjort Sidst opdateret