Færge fra Molslinjen måtte undvige russisk skib
En færge fra Molslinjen måtte fredag formiddag undvige et russisk skib i nærheden af Sjællands Odde. Det oplyser Forsvaret ifølge DR. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En færge fra Molslinjen måtte fredag formiddag vende om, da et ukendt skib ikke svarede over radioen.
En færge fra Molslinjen, som sejler mellem Sjællands Odde og Aarhus, måtte fredag formiddag lave en vending kort efter afgang for at undvige et skib.
Det bekræfter Jesper Maack, som er kommunikationschef i selskabet, over for Ekstra Bladet og B.T.
Ifølge vidner, som de to medier har været i kontakt med, fik passagererne at vide af kaptajnen, at der var tale om et russisk krigsskib. Det kan Jesper Maack ikke bekræfte.
- Jeg ved det ikke, men jeg går ud fra, at den rutinerede kaptajn ved det. Så det tænker jeg, at hvis han siger det, er det med stor sandsynlighed korrekt. De kan følge dem på deres udstyr, og det er deres arbejde at vide, hvad de møder, siger han til Ekstra Bladet.
Forsvarskommandoen bekræfter over for Ritzau, at en russisk fregat fredag sejler igennem Storebælt i nordgående retning.
Søværnet følger rutinemæssigt russiske orlogsskibe, der gennemsejler dansk farvand, lyder det.
Forsvarskommandoen havde kort før klokken 13 fredag ikke kendskab til, at der skulle være foretaget nogle undvigelsesmanøvrer af færger fra Molslinjen.
Men Forsvaret har fredag eftermiddag oplyst til DR, at et russisk skib har været i nærheden af Sjællands Odde, og at den danske færge undveg skibet.
Jesper Maack forklarer til B.T., at færgen valgte at vende med god afstand til skibet, da skibet ikke fulgte de gældende søfartsregler i området.
Skibet svarede heller ikke over radioen.
Vendingen er foregået udramatisk og uden fare, siger kommunikationschefen til mediet.
Ifølge DR har Molslinjen mulighed for at klage over, at færgen blev nødt til at lave en manøvre, fordi det russiske skib ikke overholdt reglerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde