Færgefarten er fortsat plaget af aflysninger
Stormen Bodil har så småt raset af, og det betyder de fleste steder gang i færgerne igen.
Mols-Linien, der aflyste sine afgange torsdag eftermiddag, har sejlet normalt fra klokken ni fredag morgen fra Aarhus. Men på grund af den fortsatte blæst er dagens afgange til og fra Ebeltoft flyttet til Aarhus-Odden ruten, oplyser rederiet.
Scandlines mærker nu eftervirkningerne af stormen Bodil. Og på grund af ekstraordinær lav vandstand i havnene i Rødby og Gedser indstiller Scandlines midlertidigt sejladsen på ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.
Man genoptager sejladsen, så snart det er muligt - og det forventes at blive kort før klokken 11 på Rødby-Puttgarden og omkring klokken 13.30 på Gedser-Rostock.
Også færgefarten til Sverige har været nede. Men Scandlines oplyser, at man igen sejler med to afgange i timen mellem Helsingør og Helsingborg.
Også Samsø-ruten Hou-Sælvig er ramt af den forhøjede vandstand, og der er aflyst i alt 11 afgange fredag.
Det er dog muligt at komme til Samsø via Kalundborg-Kolby Kås-ruten.
Stormen ramte Bornholm som rosinen i pølseenden - og her er der også stadig aflysninger i færgefarten.
Fredag blev morgenafgangen fra Rønne aflyst - og også afgangen klokken 14:30 kan passagererne vinke farvel til.
Fra Ystad blev afgangen 08:30 aflyst - og der er heller ingen færge, der sejler på afgangen klokken 16:30.
I stedet må passagererne vente til afgangen klokken 18:30 fra Rønne og klokken 20:30 fra Ystad.
- Af hensyn til bølgehøjde kan det være usikkert, hvorvidt afgangen klokken 18.30 fra Rønne gennemføres som planlagt. Så vidt muligt forsøges afgangen afviklet om end med eventuel forsinket afsejling, skriver Færgen.dk på sin hjemmeside.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet