Færing blev afgørende for Foghs regering
Edmund Joensen, som torsdag 19. september fylder 80 år, sad i Folketinget i knap 15 år. Han trak sig tilbage ved folketingsvalget i 2022. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Færingen Edmund Joensen, der 19. september fylder 80 år, sad i Folketinget i tre omgange. Hans barnebarn Anna Falkenberg er fulgt i hans fodspor.
Han kan se tilbage på et langt liv med indflydelse. Torsdag 19. september fylder forhenværende lagmand og folketingsmedlem Edmund Joensen 80 år.
I Danmark erindres færingen nok bedst for at have været medlem af Folketinget i tre omgange fra 1994 og frem til folketingsvalget for to år siden, hvor han ikke genopstillede.
Af sine knap 15 år i Folketinget huskes Edmund Joensen herhjemme ikke mindst for at være det afgørende 90. mandat, der sikrede et flertal for VK-regeringen under ledelse af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) efter folketingsvalget i 2007.
Sammen med Dansk Folkeparti havde Venstre og De Konservative 89 mandater og manglede dermed det afgørende mandat for at være sikret et flertal.
Edmund Joensen afviste først, at han ville levere mandatet i danske indenrigspolitiske spørgsmål.
- Og jeg mener ikke, at det er så besværligt, for hvis de nordatlantiske mandater lader være med at blande sig, så har regeringen flertal hele tiden - uden min stemme.
- Men hvis det er nødvendigt, så stemmer jeg selvfølgelig, fordi jeg støtter regeringen, sagde han dengang.
Edmund Joensens mandat var - nok så væsentligt - med til at holde det dengang nydannede parti Ny Alliance fra at sidde med de potentielt afgørende mandater.
På Færøerne har Edmund Joensen også haft en lang karriere. I 1988 blev han valgt til Lagtinget for det socialliberale parti Sambandsflokkurin.
I 1991 blev han sit partis formand, en post han beholdt i ti år.
Ved lagtingsvalget i 1994 fik Sambandsflokkurin så stor tilslutning, at Edmund Joensen kunne danne regering og blive lagmand på Færøerne.
Han mistede magten efter fire år, og var fra 2002 til 2008 formand for Lagtinget.
Selv om Edmund Joensen forlod Folketinget for snart to år siden, er hans familie fortsat repræsenteret i tinget. Hans barnebarn Anna Falkenberg blev nemlig valgt ind, også for Sambandsflokkurin.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker