Færøsk strejke kan spænde ben for kongeparrets besøg
Kongeparrets besøg til Færøerne er et led i en større rundrejse i Norden, hvor de allerede har besøgt Sverige og Norge med kongeskibet "Dannebrog". (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Næste uge skulle kongeparret efter planen besøge Færøerne. Men en ugelang strejke kan aflyse turen.
En omfattende og flere uger lang strejke på Færøerne efterlader næste uges planer om kongeligt besøg i en tynd tråd.
Ifølge den færøske lagmand Aksel V. Johannesen holder man øje med strejken i forhold til det danske kongepars første officielle besøg til Færøerne, som efter planen strækker sig fra den 12. til 14. juni.
Det siger han til det færøske medie KVF.
Hvis strejken fortsat står på i den kommende uge, vil det kongelige besøg ikke finde sted i denne omgang, lyder det fra lagmanden.
Kongehusets kommunikationsafdeling har for nuværende ingen kommentar til den kommende tur, men henviser til den færøske lagmand.
Den færøske strejke, der blev indledt i midten af maj, har efterladt tomme hylder i supermarkeder, lukkede institutioner og lavvande i benzintankene.
Det er skraldemænd, lastbilchauffører, havnearbejdere, lagerarbejdere, rengøringspersonale og flere andre arbejdsgrupper, der strejker på grund af mislykkede forhandlinger om en ny overenskomst.
Den gældende overenskomst trådte ud af kraft den 1. maj 2024. Men forhandlingerne er gået skævt, og parterne på arbejdsmarkedet er endnu ikke nået til enighed.
Sidste uge skrev Jyllands-Posten, at det var omtrent 5000 arbejdere på Færøerne, der har nedlagt arbejdet. Det svarer til omtrent ti procent af den samlede befolkning.
Desuden er al offentlig transport stoppet. Det er kun ambulancer, som har nødbenzin på lager, og eltaxaer, der kører rundt på Færøerne.
Kongeparrets besøg til Færøerne er et led i en større rundrejse i Norden. I maj drog kong Frederik og dronning Mary på deres første officielle statsbesøg som kongepar til Sverige og til Norge.
Herefter skal kongeskibet "Dannebrog" efter planen stævne mod nord på et rigsfællesskabstogt, som blandt andet indebærer turen til Færøerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde