Frie børn lærer bedst. Det synes at være forældrenes konklusion, når de skal vælge skole til familiens yngste.
Siden 2008 er antallet af elever på landets folkeskoler faldet med to procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Og i samme periode er der kommet flere elever i de private skoler.
Vandringen fra de offentlige til de private skoler er ikke noget nyt fænomen.
Ifølge professor ved Aarhus Universitet Niels Egelund forsøgte man i 1980'erne at kortlægge forældres begrundelser for at foretrække privatskolerne.
Dengang var svaret et ønske om mere faglighed og disciplin i undervisningen.
- Men der er næppe tvivl om, at en del også skyldes, at man fravælger skoler, hvor der er en høj forekomst af elever med anden etnisk baggrund eller svage elever med dansk baggrund, siger professoren.
Han henviser til en undersøgelse fra AKF, som viser, at ressourcestærke forældre er mere tilbøjelige til at fravælge skoler, hvor andelen af tosprogede elever overstiger en tredjedel.
- I København, hvor andelen af elever med anden etnisk baggrund er stor, er der en meget høj privatskoleprocent, påpeger Niels Egelund.
Privatskolerne forklarer selv populariteten med, at friere rammerne gør det nemmere at markedsføre sig over for forældrene.
- Jeg siger ikke, at folkeskolen sløser med opgaven, men den har en anden udfordring end privatskolen. Den skal være en skole for alle, påpeger formand for Danmarks Privatskoleforening, Kurt Ernst.
Men spørger man Danmarks Lærerforening, er der en helt anden årsag til udviklingen de seneste år.
Foreningen peger på, at kommunalreformen har medført en række lukninger af små landsbyskoler.
Ifølge en opgørelse fra foreningen er 70 procent af disse genopstået som privatskoler.
- Det er de samme bygninger, de samme lærere og den samme ledelse. Så det er ikke en protest mod folkeskolen, men en kamp for at bevare skolen i lokalsamfundet, siger formand Anders Bondo Christensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde