Færre busafgange i hele landet kan udfordre industrien og landområder

Der er behov for mere kollektiv transport, mener Dansk Industri, der anbefaler regeringen at sætte et mål om at fordoble antallet af ture frem mod 2035. (Arkivfoto). Foto: Morten Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ny analyse fra DI viser, at der i dag på tværs af landet kører mange færre busser end tidligere. DI ønsker en fordobling af ture med kollektiv transport i 2035.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danskernes behov for transportmuligheder stiger år for år. Samtidig bliver antallet af busruter på tværs af landet færre og færre.

Det viser en ny analyse udarbejdet af Dansk Industri. Den er lavet med afsæt i data fra Trafikstyrelsen samt regionale trafikselskaber.

Analysen konkluderer, at der siden 2010 er sket en nedgang i antallet af køreplantimer i hele landet på 12 procent.

Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, er befolkningens behov for transport, målt i kilometer, er steget med 14,3 procent i samme periode.

I landkommunerne har tilbagegangen i køreplantimerne været størst med et fald på 13,4 procent siden 2016. Og det kan have konsekvenser for virksomheder og industri i landets yderområder.

Det mener Rune Noack, der er transportpolitisk chef i Dansk Industri.

- De steder, hvor man skærer i busruterne rundt omkring i landet, kan betyde, at de virksomheder, der ligger der, får sværere og sværere ved at rekruttere medarbejdere, siger han.

Særligt Jylland er påvirket. Her er der i alle regioner siden 2010 skåret ned i antallet af busruter. Hårdest ramt er Holstebro Kommune, der i samme periode har mistet 66 procent af sine busruter.

- Hvis tendensen fortsætter, vil virksomheder i Jylland få endnu sværere ved at tiltrække arbejdskraft, siger Rune Noack.

Dansk Industri har spurgt en række virksomheder om deres muligheder for rekruttering i forbindelse med transport.

Her svarer syv ud af ti, at adgang til offentlig transport har væsentlig betydning for virksomhedens mulighed for at rekruttere ny arbejdskraft.

Dansk Industri anbefaler, at regeringen sætter et mål om, at antallet af ture med kollektiv transport fordobles frem mod 2035.

- Jeg synes, at der er en væsentlig pointe i, at den kollektive bustransport også er en afgørende del af et velfærdssamfund og et samfund, hvor man kan komme nemt til og fra arbejde. Også selv om man ikke har en bil, siger Rune Noack.

Harry Lahrmann, der er lektor og leder af forskningsgruppen for trafik på Aalborg Universitet, ser nedgangen i antal busser som en negativ udvikling.

Ikke alle steder i landet skæres der i busplanerne. I Københavns omegn er der sket en forøgelse af køreplantimerne med 6 procent fra 2016 til 2024. (Arkivfoto). Foto: Søren Breiting/Ritzau Scanpix

- Faldet i antallet af busruter og køreplantimer har store konsekvenser for udviklingsmulighederne i landkommunerne, da tilgængeligheden af transportmuligheder betyder meget for bosætningen på landet.

Ifølge Harry Lahrmann har op imod 40 procent af befolkningen ikke adgang til en bil.

Når man skærer i landområdernes allerede begrænsede antal busser, vil det få større konsekvenser for befolkningen i de områder, siger han.

Han påpeger, at problemerne for landområderne kan gå hen og blive endnu større i fremtiden. Det skyldes ifølge Lahrmann, at kommunerne og regionerne prioriterer tæt befolkede områder.

- Jeg ser en tendens, hvor regionerne og kommunerne prioriterer transportmuligheder i og mellem de store byer på bekostning af busruter i de svagt befolkede områder.

Det kan ifølge Lahrmann betyde, at landområderne bliver endnu mere affolkede.

I 2023 nedsatte regeringen et ekspertudvalg, som løbende skal komme med anbefalinger og forslag til at forbedre mobiliteten i hele landet.

Særligt Jylland er påvirket af nedskæringer i busruter og -timer, hvor alle regioner har oplevet en nedgang siden 2010. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

/ritzau/

Færre busser kører i færre timer

* Siden 2010 er der blevet skåret i busafgangene på tværs af hele landet stort set hvert år, så der i dag er 12 procent færre køreplantimer, tilsvarende til 400.000 timer.

* I landkommunerne har tilbagegangen været størst. Her er køreplantimerne (antal timer, som busserne kører) faldet fra lige knap 925.00 timer i 2016 til kun lige over 800.000 timer i 2024. Det svarer til et fald på 13,4 procent.

* Det største fald er sket i Holstebro Kommune, hvor der i 2024-budgettet var planlagt knap 16.000 timer mod knap 43.600 timer i 2010, hvilket svarer til et fald på 66 procent siden 2010.

* På Sjælland er tendensen blandet. I Vest- og Sydsjælland samt selve København er der en fremgang i køreplantimer på henholdsvis 10 procent og 12 procent, mens der i Østsjælland, Nordsjælland og Københavns omegn er et fald på henholdsvis 7 procent, 10 procent og 6 procent i køreplantimerne i perioden 2016-2024.

Kilde: Dansk Industri.

/ritzau/

Busser. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu