Dugfriske tal fra fagforbundet 3F vidner om en ledighed, der til stor overraskelse fortsætter nedad. Det er gode tegn for det samlede arbejdsmarked, påpeger flere økonomer over for dagbladet Børsen.
Tallene fra 3F, der omfatter knap 320.000 ufaglærte og faglærte ansatte i blandt andet byggeriet, industrien og den offentlige sektor, viser, at den sæsonkorrigerede ledighed i marts 2010 faldt med 300 fuldtidspersoner i forhold til sidste måned.
- Det er rigtig, rigtig positivt. Det havde vi ikke regnet med, siger 3F's cheføkonom, Anita Vium, til Børsen.
Også når man tæller de aktiverede ledige med, den såkaldte bruttoledighed, der i manges øjne er et bedre udtryk for den reelle arbejdsløshed, er der sket et fald på 200 personer.
Alene det, at ledigheden ikke stiger, er en positiv historie, mener cheføkonom i LO, Jan Kæraa Rasmussen.
- Det afliver de værste skrækscenarier for ledigheden, siger han og mener, at det endnu er for tidligt at tale om en generel fremgang, og spår, at ledigheden vil fortsætte med at stige, men i et noget langsommere tempo end før.
Samme vurdering lyder fra cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen. Han ser 3F-tallene som tegn på en længe ventet stabilisering på arbejdsmarkedet og kalder det for "utrolig positivt", skriver Børsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker