Færre røde postkasser på Lolland-Falster

Der bliver i fremtiden længere mellem de steder på Lolland-Falster hvor man kan poste breve i Postdanmarks kendte røde postkasser.
 
Helt præcist bliver der fjernet 106 postkasser ud af de i alt 340 postkasser på Lolland-Falster. Og ifølge Klaus Pedersen, der er chef for postområdet Sjælland og Lolland-Falster i PostDanmark skyldes nedlæggelserne helt banalt, at der sendes langt færre breve. 

- Igennem de seneste ti år har vi desværre været igennem en periode, hvor antallet af breve er blevet halveret. I samme periode har vi ikke haft ændret på antallet af postkasser. Og det er så det vi tager fat på nu, siger Klaus Pedersen.
 
Og jo færre breve der bliver sendt - jo færre penge tjener Postdanmark. Og derfor er der også tale om en spareøvelse.
 
- Vores forretningsgrundlag er blevet mindre og derfor er vi nødt til at tilpasse os den virkelighed vi er i, siger han.

De 106 røde postkasser bliver fjernet i perioden fra 7. november til 25. november.
 
I Folketidende i dag kan du se, hvilke postkasser der bliver fjernet i nærheden af dig.
 

Foto: Anders Knudsen

106 af PostDanmarks 340 røde postkasser fjernes på lolland-Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret