Hold nallerne fra vores løn.
Så kontant lyder meldingen ifølge Politiken fredag fra Danmarks to største hovedorganisationer for fagforeninger, LO og FTF.
På vegne af 1,5 millioner lønmodtagere tager de på det kraftigste afstand fra den såkaldte europagt, der lægger op til, at EU-systemet kan diktere medlemslandene løn- og ansættelsesvilkår.
- Det er fuldstændig uacceptabelt, hvis EU blander sig i lønningerne og griber ind i en dansk tradition for, at arbejdstagere og arbejdsgivere selv finder det rette niveau. Derfor tager vi klart afstand fra pagten, siger LO's Harald Børsting til Politiken.
Netop fredag sætter eurolandenes stats- og regeringschefer sig sammen for at finpudse den såkaldte europagt. Den har til formål at styrke eurolandenes økonomi og konkurrenceevne.
Udgangspunktet for dagens forhandlinger er et oplæg udarbejdet af EU-præsident Herman Van Rompuy og kommissionens formand, José Manuel Barroso.
Og det er her, EU-generalerne anbefaler en central styring af lønningerne i de lande, der tilslutter sig europagten.
Lande med for store lønstigninger vil ganske enkelt blive bedt om at skrue ned for lønningerne, og den offentlige sektor skal i al fremtid vise løntilbageholdenhed, hedder det i oplægget.
- Det er et respektløst angreb på den danske aftalemodel, der bygger på, at løn bliver aftalt af arbejdsmarkedets parter, siger FTF's formand, Bente Sorgenfrey.
Heller ingen socialdemokrater rækker hånden op i Folketingssalen, når europagten kommer til afstemning, hvis det indebærer, at EU-systemet får bare den mindste indflydelse på danske lønmodtageres indkomster.
- Det centrale for os er, at EU ikke på nogen måde blander sig i danskernes løn, siger partiets finansordfører, Morten Bødskov.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned